Dansk OL-helt tager stort skridt

Frederik Rodenberg, som med 4000 meter-holdet vandt OL-sølv i Tokyo, har underskrevet kontrakt med World Tour-holdet Team DSM, som i forvejen har tre danskere på kontrakt

Dansk OL-helt tager stort skridt

Rodenberg og resten af 4000-meterholdet kom i finalen efter et højdramatisk styrt.

Vedholdende rygter under Danmark Rundt viser sig nu at holde vand: 23-årige Frederik Rodenberg kører i næste sæson for det tysk indregistrerede World Tour-hold Team DSM.

Det bekræftede holdet i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Rodenberg er en del af 4000 meter-holdet, som i Tokyo vandt OL-sølv for nylig, og han har plejet landevejskarrieren på det norske Uno-X Pro Cycling Team i de seneste to sæsoner. Nu rykker han altså op på cykelsportens højeste niveau på det velorganiserede hold, som i forvejen har Søren Kragh Andersen, Asbjørn Kragh Andersen og Casper Pedersen på kontrakt.

Frederik Rodenberg under OL i Tokyo. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Frederik Rodenberg under OL i Tokyo. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Rodenberg har underskrevet en kontrakt, der gælder for to år. Det samme har nordmanden Jonas Iversby Hvideberg, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Et kraftværk, som også på banen føler sig hjemme. Hans kraftfulde kvaliteter vil passe godt ind i sprintergruppen på holdet, lyder beskrivelsen af Rodenberg, som afslører, at han har haft flere muligheder, men har valgt Team DSM som sit foretrukne.

- Det bliver fedt. Det er et kæmpe hold. Jeg stod i en meget favorabel position i forhold til, hvad jeg skulle de næste to år, og jeg føler, at jeg har truffet et rigtigt godt valg, siger Rodenberg til Ekstra Bladet.

- Jeg forventer at skulle lære en masse. Det bliver en lang læringsproces, hvor jeg skal vænne mig til at være fuldtidsprofessionel på landevejen og ikke have banen ved siden af.

- Holdet har mange, som jeg kan lære af - mange ryttere af min type, som kører sprint og leadout. Jeg føler, at det er et godt match. Jeg skal være en del af holdets sprintertog, og jeg forventer også selv at få chancen for at se, hvad jeg kan som sidste mand i sprintertoget.

- Det bliver en læringsproces, hvor man kan lære de forskellige positioner for at se, hvad man er bedst til, siger Frederik Rodenberg.

Rodenberg huskes af de fleste for den dramatiske semifinale under OL, da han styrtede slemt mod Storbritannien, men alligevel kørte OL-finalen mod Italien. Den blev tabt med så lille en margin, at holdkammerat Rasmus Lund troede, Danmark vandt guld.