Dansk OL-rytter belønnet: Klar til World Tour

21-årige Julius Johansen fra det danske 4000 meter-hold rykker i næste sæson op på højeste niveau på landevejen, når han tilslutter sig belgisk World Tour-hold

Julius Johansen fotograferet under Danmark Rundt for to år siden, da han kørte for kontinentalholdet Coloquick. Han deltager ikke i årets løb. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Julius Johansen fotograferet under Danmark Rundt for to år siden, da han kørte for kontinentalholdet Coloquick. Han deltager ikke i årets løb. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

ESBJERG (Ekstra Bladet): Mens flere danske World Tour-ryttere rykker ned i hierarkiet næste år, er der nye på vej op, og blandt dem er 21-årige Julius Johansen, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger fra nytår kører på det belgiske World Tour-hold Intermarché-Wanty-Gobert.

Julius Johansen vil ikke selv kommentere sin fremtid. Ekstra Bladet fangede ham på mobilen tirsdag aften, men det blev en temmelig kort samtale.

- Jeg kan ikke sige noget om næste år endnu. Der kommer nok snart noget ud, men indtil videre har jeg ingen kommentarer, sagde Julius Johansen.

Julius Johansen er en del af Danmarks højt berømmede og fornemt hædrede 4000 meter-hold på banen. Han har de seneste to sæsoner kørt på landevejen for det norske Uno-X-hold, som kører på niveauet under World Tour.

Hans agent, Jesper Worre, har gennem en længere periode arbejdet målrettet på at afsætte sin klient til et World Tour-hold.

Afviste forbindelse
Så sent som under årets Tour de France afviste Wanty-teamchef Hilaire Van der Schueren over for Ekstra Bladet, at han havde danske ryttere i kikkerten, men kontrakten med Johansen er ifølge vores kilder underskrevet.

Jesper Worre ønsker ikke at kommentere sin klients kontraktforhold på nuværende tidspunkt.

Julius Johansen var med til at vinde VM-guld sidste år på 4000 meter. Til OL var Niklas Larsen klar igen efter skade, så Julius Johansen var med i Tokyo som reserve. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Julius Johansen var med til at vinde VM-guld sidste år på 4000 meter. Til OL var Niklas Larsen klar igen efter skade, så Julius Johansen var med i Tokyo som reserve. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
 

Også en anden danske Uno-X-rytter og OL-rytter, nemlig Frederik Rodenberg, er ifølge rygtestrømmen på vej til World Touren.

Den 23-årige rytter siges at være på vej til at blive holdkammerat med brødrene Søren og Asbjørn Kragh Andersen og Casper Pedersen på det tysk indregistrerede Team DSM.

Asbjørn Kragh Andersen har fået endnu et år på holdet, selvom han på grund af en knæskade ikke gennem en længere periode har kunnet demonstrere sit talent. Kontraktforlængelsen blev annonceret tirsdag.

Blandt de ryttere, der tager et skridt ned fra World Touren, er Niklas Eg (Trek-Segafredo) og Jonas Gregaard (Astana).