Ud af det blå skrev den da blot 20-årige kontinentalrytter Rasmus Byriel Iversen sidste år kontrakt med det belgiske World Tour-hold Lotto-Soudal, og hans første løb på dansk grund med holdet skulle have været en fem dage lang fest rundt i Danmark.
I stedet bliver Danmark Rundt et løb, som Iversen og hans holdkammerater kører i skyggen af den tragedie, der ramte 5. august i Polen, da 22-årige Bjorg Lambrecht styrtede på uheldigste vis og slog sig ihjel under etapeløbet Polen Rundt.
Danmark Rundt begynder i dag i Silkeborg, og som alle holdets løb siden Polen Rundt og sikkert langt ind i fremtiden er det et løb, hvor Lambrechts minde bliver æret.
- Vi kører for Bjorg. Det gør vi i alle løb. Vi er alle meget berørte af det, der skete, og vi vil gøre vores bedste for hans skyld, siger Rasmus Byriel Iversen til Ekstra Bladet.
- Vi søger inspiration i det, der er sket. Vi arbejder hårdere og kæmper for at lave de gode resultater for ham. Det kan være træls at skulle ud at træne i regnvejr og køre løb under svære forhold, men man skal være taknemmelig for, at man har mulighed for at gøre det.
- Man skal være taknemmelig for de muligheder, man har. De blev taget fra Bjorg, siger Iversen.
Han nåede aldrig at køre et løb med Bjorg Lambrecht på Lotto-Soudal, men de to kendte hinanden fra da de var yngre og de fandt hurtigt sammen på deres fælles hold og skrev jævnligt sammen på sociale medier. De var sammen på træningslejr på Mallorca i februar, da de gjorde klar til det, der skulle blive Lambrechts sidste sæson.
- Vi havde samme alder, og vi ’klikkede’ bare. Jeg havde set frem til virkelig at lære ham at kende, og det skulle der jo have været masser af tid til, siger Rasmus Byriel Iversen.
- Og så sker sådan noget. Det er frygteligt. Jeg fandt ud af, at noget forfærdeligt var sket, da jeg på Twitter læste, at der var sket et styrt, og at Bjorg var forsøgt genoplivet, fortæller Iversen.
- Jeg var hjemme i min lejlighed i Aarhus, og jeg fik en klump i maven, fordi jeg var så langt fra det hele og måtte gå i uvished længe. Jeg vidste kun, at det virkelig var slemt, når der var tale om forsøg på genoplivning.
- Og så kom nyheden om, at han var død. Det var et chok, og det hele gik bare lidt i stå, siger Iversen.
Lotto-Soudal stiller til start med feltets største navn, belgieren Tiesj Benoot, som er kandidat til den samlede sejr. Afgørende bliver det givetvis, om han smider for megen tid på torsdagens enkeltstart.
Også Lotto-Soudal-rytterne Jasper de Buyst og Jelle Vanendert er kvalificerede bud på ryttere, der kan gøre sig gældende i løbet. Rasmus Byriel Iversen forventer selv udelukkende at køre løbet som hjælperytter.
Dansk mareridt: Stortalent i brutalt styrt i debuten
Ukendt dansker scorer kontrakt på storhold: - Drøm bliver til virkelighed
Dansker-epidemien fortsætter: Skriver kontrakt med storhold
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.