Det har været en svær start på dette års Giro d'Italia for Magnus Cort, som deltager i løbet for første gang.
Den 29-årige rytter med seks etapesejre i Vueltaen, én etapesejr i Tour de France og to i Paris-Nice kæmper med at finde den form, som tidligere har sikret ham store sejre.
Det fortæller han i et interview med det anerkendte medie VeloNews.
Torsdag var han i udbrud på Giroens 12. etape sammen med flere prominente navne som Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) og Bauke Mollema (Trek-Segafredo), men det blev aldrig til det helt store for danskeren.
- Jeg tænkte ikke rigtigt på at angribe. Jeg havde nok med bare at prøve at overleve i udbruddet. Jeg er træt nu. Jeg ville gerne have haft bedre ben, men jeg har kæmpet for at finde dem i dette løb, indrømmede Magnus Cort efter etapen, hvor han gik helt ned og endte mere end 15 minutter efter vinderen Stefano Oldani (Alpecin-Fenix).
Artiklen fortsætter under billedet ...
4. plads på første etape
Det startede ellers godt, da han på første etape blev nummer fire efter de to afslutningskanoner Mathieu van der Poel og Biniam Girmay(Wanty), men efterfølgende har det været småt med succes for danskeren, hvor bedste resultat har været en 13. plads på 5. etape.
Årsagen til den manglende form kan være det brækkede kraveben, som han pådrog sig under dette års Tirreno-Adriatico.
Men Magnus Cort peger selv på, at årets Giro har været usædvanlig varm, og at to dage med hoteller, hvor airconditionen ikke har virket, også har påvirket hans indsats i dette års løb.
Næste mulighed for en Cort-sejr er lørdag, hvor den står på 147 kuperede kilometer fra Santena til Torino.