Dansk stortalent: - Et opkald ændrede alt

Karrieren var sat på standby, men pludselig fik cykelrytter Rasmus Lund sit livs vigtigste opkald

Rasmus Lund: Et opkald ændrede det hele. Video: Tariq Mikkel Khan

Landeveje var for en stund skiftet ud med fodboldbaner for det unge danske cykeltalent Rasmus Lund Pedersen.

Cyklen var sat i garagen, og motivationen var forsvundet. I stedet rendte han rundt og tacklede løs med en hjelm på hovedet og spillede amerikansk fodbold.

Men så ændrede alt sig.

Rasmus Lund Pedersens telefon ringede. Det var den danske banelandstræner, Casper Jørgensen, som pludselig var i den anden ende af røret - og Rasmus Lund tøvede ikke et sekund.

Det blev et klart 'JA,' da Casper Jørgensen spurgte, om han ville komme tilbage på det danske banelandshold og genoptage cykelkarrieren.

I dag står unge Rasmus Lund tilbage som verdensmester, og onsdag blev han og resten af det danske banelandshold hyldet på rådhuset i København med de berømte rådhuspandekager for deres VM-guld i Berlin.

- Jeg tror, man kan beskrive det med det vigtigste opkald i mit liv, da Casper ringede til mig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at starte igen. Lige siden har det bare været en opadgående kurve. og jeg er blevet bedre og bedre hele tiden, fortæller Rasmus Lund.

- Jeg har været utrolig priviligeret af at blive støttet så meget af ColoQuick og banelandsholdet i min vej tilbage. Det er en sjældenhed, og det er bare med at nyde det.

Se også: Danmark vinder VM-guld og sætter verdensrekord i 4000 meter forfølgelsesløb

Drømmer om OL-guld
Konkurrencen på det danske banelandshold er stor, og der er rift om pladserne på det hold, som til sommer skal forsøge at køre OL-guldet hjem til Danmark. Rasmus Lund er godt klar over, at konkurrencen er stor. Han tror dog på, at konkurrencen kan være afgørende i forhold til at sikre det eftertragtede OL-guld i Tokyo.

- Det vil være uambitiøst, hvis vi ikke går ind til OL med en ambition om medaljer og gerne af guld. Nu er det bare med at holde skruen lige i vandet det næste stykke tid. Det er jo bare med at blive ved med at træne og træne.

- Vinder I også det OL-guld til sommer?

- Årgh, man skal jo aldrig jinxe noget vel, men vi vil i hvert fald gøre alt for det, afslutter en glad Rasmus Lund med et smil på læben.

Rasmus Lund Pedersen udgør sammen med Frederik Rodenberg, Julius Johansen og Lasse Norman i øjeblikket det danske 4-kilometerhold, der netop har vundet VM-guld i Berlin. I truppen er dog også Niklas Larsen, der i øjeblikket sidder ude med en skade.

2 kommentarer
Vis kommentarer