Kigger man ud på stjernehimlen af danske cykeltalenter, så stråler unge Mattias Skjelmose ekstra stærkt efter en flot 2022-sæson.
Trods et svært Giro d’Italia i foråret var den 22-årige cykelrytter her, der og alle vegne med et hav af topplaceringer i sæsonens sidste halvdel kronet med en samlet sejr i etapeløbet Luxembourg Rundt.
Efter en regulær gennembrudssæson har han nu indstillet sigtekornet på målene for den kommende sæson, og han håber at få debut i verdens største cykelløb:
- Jeg håber at køre Touren, men jeg ved også, det bliver svært. Der er en bruttotrup, og den er jeg med i. Så jeg er i tankerne hos holdet, men hvordan man kører i foråret, kan være med til at påvirke den endelige beslutning, fortæller Skjelmose, der bl.a. regner med at køre ardennerklassikerne det kommende forår.
Trek-Segafredo er halvt italiensk, og der er ifølge Skjelmose så mange ryttere på holdet, der gerne vil køre Giro d’Italia, at han på forhånd ved, det ikke er aktuelt for ham i 2023.
Han ved dog også, at der er store stjerner på holdet såsom landsmanden Mads Pedersen, der ønsker at køre Touren. De kræver deres berettigede plads:
- Der er også rift om Tour-pladserne. Mads (Pedersen red.) har en masse ambitioner, og med det, han leverede sidste sæson, så skal der selvfølgelig ryttere med, der er dedikeret til ham. Juan Pedro Lopez håber også på at køre, og det indskærper pladserne yderligere. Så mange bjergryttere er der heller ikke plads til, fortæller Skjelmose om den spanske klatrer, der kørte sig i førertrøjen undervejs i Giro d’Italia.
Superstjernen Mads Pedersen ventes i år at køre både Giro d’Italia og Tour de France, hvor han skal jagte etapesejre og en potentiel pointtrøje.
Se alt det bedste, fra da Ekstra Bladet var med live hele vejen gennem Vingegaards storslåede hyldest i København
Holder ambitionerne tæt til kroppen
Grand Tour-debuten i Giro d’Italia blev en hård lektion for den ambitiøse Mattias Skjelmose, der døjede med ryggen allerede forud for løbet, og derfor ikke fik det løb, han håbede på.
Derfor er han meget forsigtig, når snakken falder på, hvad han håber og tror, kan ske, hvis han kommer med til Tour de France.
- Jeg brændte fingrene på Giroen, så jeg prøver at gå ind til Touren uden ambitioner og tage det dag for dag. Om det så er for at være hjælperytter for Mads eller prøve at vinde en etape for mig selv, så vil jeg bare gerne gøre det bedst muligt.
Danskeren understreger dog også, at det ikke er fordi, han er uden personlige ambitioner i løbet. Hvad de er, holder han blot for sig selv.
- Jeg fandt ud af i Giroen, at hvis jeg lægger for hårdt pres på mig selv, så bliver det endnu værre, hvis jeg får en dårlig dag. Så det er ikke, fordi jeg holder mine ambitioner nede. Jeg holder dem snarere tættere til kroppen. Jeg tror rigtig meget på mig selv, men man skal passe på, og så vil jeg hellere blive positivt overrasket.
Mattias Skjelmose ventes at starte sæsonen i Frankrig i februar i løb som Tour de la Provece og Tour des Alpes Maritimes et du Var, inden fokus bliver vendt imod Liege-Bastogne-Liege i maj og muligvis Tour de France i juli.