Alt eller intet. Så kort kan det siges, når det gælder Rasmus Guldhammers karriere i cykelsporten. Lykkes det ham ikke at finde et professionelt hold til næste sæson, indstiller han karrieren som blot 27-årig.
Det fastslog Guldhammer fredag efter kongeetapen til Vejle i årets Danmark Rundt. Skuffet over endnu en sekundær placering i en sæson, som har budt på få – om nogen – højdepunkter, stod han ved Stölting-bussen og virkede ganske modløs.
Hans kontrakt med Stölting løber endnu et år, men holdet gearer ned og kører som kontinentalhold i næste sæson. Det bliver uden Guldhammer.
- Jeg vil ikke ned og køre på kontinentalniveau igen. Hvis det er min eneste mulighed, så stopper jeg karrieren. Det er alt eller intet, sagde Guldhammer, som kørte en flot etape fredag og tydeligvis er kommet til Danmark Rundt med store ambitioner og noget at have dem i.
En ottendeplads fredag på kongeetapen og en samlet sjetteplads fylder imidlertid ikke meget, når hans agent, Moreno Nicoletti, skal forsøge at få ham afsat. Italieneren holder altid et væld af døre åbne, men det er helt afgørende, at hans ryttere laver resultater. Dem har Guldhammer ingen af i år.
- Jeg har ikke rigtigt kunnet finde benene. Det er kendetegnende for min sæson. Jeg mangler lige det sidste hele tiden, sagde Guldhammer.
- Jeg har trænet hårdt, men nogle gange bøvler man bare med at finde formen. Sådan har det været i hele denne sæson, så det kommer ret ubelejligt, at Stölting nu går et niveau ned midt i min kontraktperiode.
- Der er stadig gode løb tilbage i sæsonen, og jeg håber, at jeg kan lave resultater i den kommende tid. Det skal jeg, hvis jeg vil have en ny kontrakt, sagde Guldhammer.
Som blot 20-årig blev Guldhammer professionel på højeste niveau, da han fik kontrakt med det amerikanske HTC-Columbia, som havde Brian Holm som sportsdirektør. Også Bjarne Riis og Team Saxo Bank var ude efter stortalentet, men han valgte altså det succesrige HTC-mandskab, som også havde Lars Bak og Mark Cavendish i truppen.
Hurtigt stod det dog klart for Guldhammer, at livet som professionel ikke var, hvad han havde ventet. Han befandt sig ikke godt på holdet og kontrakten blev annulleret efter kun 10 måneder.
Siden forsatte han på danske kontinentalhold i fire sæsoner, før han i 2014 blev såkaldt stagiaire – lærling – på Team Tinkoff-Saxo og altså fik en sjælden chance for en ny professionel karriere. Den fik han, men det blev dog på det danske Team Cult, som i 2015 rykkede op i hierarkiet og kørte som prokontinentalhold.
Kaos på holdet betød, at det til 2016-sæsonen pludselig var et tysk prokontinentalhold, nemlig Stölting, som altså nu rykker tilbage til amatørernes rækker og i 2017 atter kører som kontinentalhold.
Førertrøjen skifter: Dansk sejr på konge-etape
Dansk stjerne øjner samlet sejr: Jeg bør være bedst