Dansk Tour-bombe: Starten er i fare

Ifølge fransk lokalmedie er Tour-arrangørerne i kontakt med fransk region om at arrangere Touren i 2021. En start, der ellers skulle være i Danmark

Her kan du se de planlagte ruter på de danske etaper af Tour de France, som nu hænger i en tynd tråd. Video: ASO.

Alt var klappet, klart og på plads.

Tour de France i 2021 skulle starte på dansk grund med tre etaper, inden cykelcirkusset skulle vende hjem til det franske.

Men så ramte coronavirussen hårdt over hele verden. Aftaler skulle ændres og kigges på igen, og pludselig skulle denne sommers store slagnummer på dansk grund, Europamesterskabet i fodbold, udsættes til sommeren 2021.

Og så blev der ballade. For så skulle Touren og EM deles om opmærksomheden i København, og det huede bestemt ingen af parterne, der havde håbet på eneret på opmærksomheden i det danske.

Man fandt dog frem til en aftale, så sommeren 2021 uden sammenligning ville blive den største danske sportssommer nogensinde. Men nu tyder noget på, at den forventede store sommer næste år ikke bliver lige så stor som først antaget

I hvert fald melder den franske lokalavis Le Telegramme, at ASO (de franske Tour-arrangører) har taget kontakt til den franske region Bretagne om at afholde Tour-starten i 2021, på grund af afviklingen af EM i Danmark i de samme dage, som Touren skulle køre i det danske.

Også det udsatte OL skal afvikles i 2021. Men som det ser ud nu, kommer der et overlap mellem Touren og afviklingen af de Olympiske Leges to cykel-discipliner på landevejen, og derfor skulle Tour-arrangørerne ønske at rykke Tour-starten i Danmark frem til 25. juni, så Tour-rytterne både kunne nå at gennemføre det og deltage i de to prestigefyldte OL-løb, enkeltstarten og linjeløbet.

Det har Københavns overborgmester Frank Jensen bekræftet tidligere.

Læs mere om det her

Men den fremrykning skulle de danske Tour-arrangører ikke være klar til at acceptere, fordi det så kolliderer med afviklingen af en EM-kamp 28. juni i den danske hovedstad.

Derfor har ASO altså angiveligt rakt hånden ud til Bretagne, som skal være plan B, hvis man ikke kan nå til enighed om afviklingen i Danmark i 2021.

Dermed kan vi konstatere, at Tour-starten i Danmark i 2021 er i fare for at blive aflyst.

Le Telegramme skriver, at ASO og de danske arrangører for tiden snakker om, hvornår Danmark i stedet kan få deres Tour-start.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Frank Jensen, men overborgmesteren er på ferie, og fra pressetjenesten lyder det, at man ikke ønsker at kommentere spekulationer, som er det stadie, dagens nyhed befinder sig på.

Presse og kommunikationsansvarlig for den danske Tour-start 2021, Simon Kærup, ønsker ikke at kommentere Le Telegrammes historie.

Se også: Fuglsang afslører: Vil køre for Riis

Se også: Nye detaljer om EM i København

246 kommentarer
Vis kommentarer