Intet er officielt endnu, men flere medier - blandt andre cyclingnews.com - fastslår som en kendsgerning, at cykelholdet Israel Cycling Academy har købt den licens til World Tour, som den russiske milliardær Igor Makarov hidtil har drevet Katusha-Alpecin med.
Katusha-holdet bliver med andre ord opslugt af det israelske prokontinentalhold og forsvinder fra det professionelle felt. Israel Cycling Academy, som har milliardæren Sylvan Adams i ryggen, køber sig til gengæld til en billet til Tour de France og andre storløb.
Går handlen i orden, vil Israel Cycling Academy fra nytår vil have mindst én dansk rytter i truppen, nemlig Mads Würtz Schmidt, som har kontrakt med Katusha-Alpecin i 2020. Kontraktforpligtelser følger licensen, hvorfor han og 10 andre nuværende Katusha-ryttere er garanteret job på det hold, der overtager licensen.
- Jeg er ret tilfreds med, at der sker noget radikalt, for det er ingen hemmelighed, at dette år ikke har været skidegodt på Katusha-Alpecin, siger Mads Würtz Schmidt til Ekstra Bladet. Den unge dansker, der tog den danske Tour-befolkning med storm under dette års Tour med opportunistisk kørsel og ligefrem interviews efter etaperne.
- Jeg har intet hørt fra holdet om en overtagelse eller en fusion, men fra andre sider - agenter og andre i cykelmiljøet - hører jeg kun, at det hele peger i retning af, at det israelske hold tager over.
- Jeg synes lidt, at Katusha er gået i stå, så forandring er tiltrængt, siger Mads Würtz Schmidt.
Under årets Tour de France føg det med rygter om holdets fremtid, idet det forlød, at Igor Makarov var træt af at poste penge i holdet og ønskede at afhænde det. Da var det tydeligt, at Katusha-Alpecin var et hold uden et fast fundament.
Nu tyder alt på, at Mads Würtz Schmidt kommer til at indgå i en organisation, som kun i et par sæsoner har kørt i det professionelle felt. Han øjner dog ingen fare for, at han bevæger sig fra ondt til værre ved at skifte til et hold med begrænset rutine.
- Det bekymrer mig ikke. Jeg havde håbet på, at der ville ske en eller anden form for sammenlægning med et andet hold, så der kunne komme udskiftninger i staben og ske en masse nye ting, siger Mads Würtz Schmidt.
- Jeg er egentlig ret positiv over for det her, hvis det bliver til noget. Mit hold har brug for, at der kommer nogle nye mennesker ind øverst i hierarkiet, og at der kommer en ny kultur.
- Der skal ske ændringer en gang imellem, og den ledelse, der er på Katusha nu, har siddet der i mange år og gør, som den plejer.
- Holdet er ikke fulgt med udviklingen i cykelsporten, og jeg håber, at nye folk ændrer tingene til det bedre, siger Mads Würtz Schmidt.
Katusha-manager José Azevedo meddelte for nylig Cyclingnews.com, at han forlader sin post efter denne sæson, selv om holdet skulle blive drevet videre i en eller anden form.
22-årig dansker i kæmpe triumf
Stor ændring for Danmark Rundt
Bjarne Riis afviser vild historie: - Den var ny