Danske håb slukket i Paris-Roubaix

Både Mads Würtz Schmidt og Magnus Cort røg i brostenene, da feltet i Paris-Roubaix ramlede sammen på løbets første pavé. De er begge udgået af løbet

Træningsbillede af Mads Würtz Schmidt, som kom alvorligt til skade, da feltet i Paris-Roubaix ramte den første af løbets berygtede pavéer. Foto: Tim De Waele / Team KATUSHA ALPECIN.
Træningsbillede af Mads Würtz Schmidt, som kom alvorligt til skade, da feltet i Paris-Roubaix ramte den første af løbets berygtede pavéer. Foto: Tim De Waele / Team KATUSHA ALPECIN.

To af dansk cyklings bedste klassikerryttere er allerede på den første af 29 brostensstrækninger - de såkaldte pavéer - i forårsklassikeren Paris-Roubaix ude af billedet til en topplacering.

Mads Würtz Schmidt (Katusha) og Magnus Cort (Astana) var blandt mange, der røg ned løbets første store styrt, og især Würtz Schmidt var tydeligvis kommet slemt til skade. Han blødte fra venstre knæ og holdt om sit venstre håndled, hvilket rejser frygt for resten af foråret. Med ansigtet forvredet i smerte blev han lagt på en båre for at blive fragtet til hospitalet til videre undersøgelse.

Magnus Cort kom øjensynligt i sadlen igen, men han er kørt langt bagud. Han var indsmurt i mudder og var så medtaget, at han siden er udgået som følge af slemme smerter i hænderne, oplyser Astana-sportsdirektør Lars Michaelsen til TV 2.

Flere mindre styrt i løbet vidner om det vanskelige terræn, idet pavéerne trods tørvejret er mudrede og glatte.

Den danske mester Mads Pedersen (Trek), Matti Breschel (EF Education First), Lars Bak (Lotto-Soudal), Søren Kragh Andersen (Sunweb) og Michael Carbel (Fortuneo) er fortsat med i løbet.

Efter dansk sensation: Brostenskomet stadig hjælper

Dansk talent tæskede eliten - nu får han fed kontrakt

Landstræner efter kraftpræstation: - En ny gylden generation