Danske prof-ryttere på desperat jobjagt

Over halvdelen af de danske ryttere, der kører professionelt i år, har stadig ingen kontrakt for 2017

Med flere hold, der lukker efter denne sæson, er arbejdsløshedskøen blandt professionelle cykelryttere lang. Foto: Jonas Olufson.
Med flere hold, der lukker efter denne sæson, er arbejdsløshedskøen blandt professionelle cykelryttere lang. Foto: Jonas Olufson.

Med kontinentalrytteren Mads Würtz Schmidt som den senest tilkomne er antallet af danske ryttere i de professionelles rækker i 2017 nået op på 11 ryttere. Flere kan sagtens nå at komme til, men der er lang vej til de 21, som i år har kørt på prokontinental- og World Tour-niveau.

11 nuværende prof-ryttere står fortsat uden kontrakt for næste år, og i gruppen er der så prominente navne som Matti Breschel, Chris Anker Sørensen og danmarksmester Alexander Kamp. Sidstnævnte kører i år på det tyske prokontinentalhold Stölting, som er en aflægger af det danske Team Cult.

Derfor er der ikke færre end syv danskere på det tyske hold, som med nød og næppe fandt penge til at videreføre holdet i denne sæson, da den danske storsponsor Cult trak sig mod slutningen af 2015. Ressourcerne på det tyske hold rækker dog ikke til endnu en sæson på prokonti-niveau. Det træder ned på kontinentalniveau, og mange af danskerne på holdet går derfor en uvis fremtid i møde.

- Den barske virkelighed banker på nu, hvor der hverken er en Bjarne Riis eller et dansk hold, der kan sikre danske ryttere en professionel kontrakt, siger Ekstra Bladets ekspertkommentator Michael Rasmussen.

- Det er slut med fribilletter. Kommer man fra en lille nation uden et professionelt cykelhold, så skal man altså toppe ranglisterne eller vinde store sejre for at være sikret job.

- Der er ikke job til den bløde mellemvare af ryttere, for holdene har i forvejen rigeligt med ryttere i den kategori at tage af i de lande, hvor holdene hører hjemme, siger Rasmussen.

Uden et dansk hold er kvalitetskravet til et dansk talent, der drømmer om at blive professionel, med andre ord steget markant. Samtidig er arbejdsløshedskøen lige nu særligt lang, idet World Tour-holdene Tinkoff og IAM lukker og har sendt over 50 rutinerede ryttere ud på markedet.

- Hvis ikke man leverer resultater og demonstrerer stor stabilitet, så er der meget længere til en professionel tilværelse end dengang, Bjarne Riis havde noget at skulle have sagt, siger Michael Rasmussen.

Rasmus Guldhammer har ført en omskiftelig tilværelse som cykelrytter. Han har i sin karriere kørt på både kontinental-, prokontinental- og World Tour-niveau. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Rasmus Guldhammer har ført en omskiftelig tilværelse som cykelrytter. Han har i sin karriere kørt på både kontinental-, prokontinental- og World Tour-niveau. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Modløs over en dårlig sæson varslede Stölting-rytteren Rasmus Guldhammer under Danmark Rundt, at han ville indstille karrieren, hvis han ikke kunne finde en plads på et professionelt hold. Det er endnu ikke lykkedes, men han afviser ikke længere at træde et skridt ned og køre på et kontinentalhold næste år.

- Jeg er sikret min løn fra Stölting næste år, så jeg kunne i princippet bare gå i 2017 og lave ingenting, men så er det dog bedre at køre på et dansk kontinentalhold og så satse på at finde et professionelt hold fra 2018, siger Rasmus Guldhammer.

- Stölting er forpligtet til at betale min løn, men holdet kan ikke forlange, at jeg skal køre for det. Jeg kan selv vælge, siger Guldhammer, hvis agent konstant afsøger markedet for at finde en plads til ham.

Guldhammer er billig næste år i kraft af sin løn fra Stölting, men alligevel har det vist sig vanskeligt at finde et hold på prokontinental- eller World Tour-niveau. Guldhammer fortæller, at holdene især efterspørger helt unge ryttere.

- Jeg tror og håber dog, at der også er brug for rutinerede ryttere, og jeg har tiltro til, at jeg nok skal få en professionel kontrakt. Meget kan nå at ske endnu, siger 27-årige Guldhammer.

Magnus Cort ved DM i juni. Torsdag vandt han sin første sejr på World Touren, da han sejrede på 18. etape i Vuelta a España. Foto: Claus Bonnerup. Cykling Corts kraftpræstation imponerer Kyllingen

Michael Valgren har vundet Danmark Rundt for anden gang. Foto: Jonas Olufson Cykling Dansk kæmpetalent vinder Danmark Rundt

Ekstra Bladet erfarer, at Astana forhandler med endnu en dansk rytter. Foto: AP Cykling Storhold jagter endnu en dansker

0 kommentarer
Vis kommentarer