Danske toppræstationer i Schweiz Rundt

Egan Bernal holdt førertrøjen på enkeltstart i Schweiz. Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen kørte i top-3

Kasper Asgreen blev toer på dagens enkeltstart i Schweiz Rundt. Foto: Jakob Boserup
Kasper Asgreen blev toer på dagens enkeltstart i Schweiz Rundt. Foto: Jakob Boserup

Lørdag var udpeget som topdyst mellem de førende i Schweiz Rundt, da rytterne skulle ud på en enkeltstart på næstsidste etape.

Her kredsede interessen sig om Egan Bernal (Ineos) i den gule førertrøje, der skulle forsvare sine 41 sekunder i den samlede stilling ned til specialisten Rohan Dennis (Bahrain-Merida).

Det lykkedes for Bernal på den 19 kilometer lange rute med start og mål i Goms, hvor han formåede at begrænse tabet til Rohan Dennis til 19 sekunder.

Den 22-årige colombianer viste sin klasse fredag, da han vandt 7. etape på toppen af bjerget San Gottardo, og med Tour de France i baghovedet er der store forventninger til colombianeren.

Søndag kan han så begive sig ud på sidste etape i løbet med et forspring på 22 sekunder, når der igen skal dystes i bjergene og tilbagelægges 3000 højdemeter.

Det var dog ved at gå galt for Bernal til sidst på enkeltstarten, da hans baghjul skred i et sving.

Dermed slap man med skrækken hos Ineos-holdet, der på det seneste har været hårdt ramt af styrt hos både Chris Froome og Geraint Thomas.

- Ja, det var skræmmende, men vi har stadig trøjen, og søndag vil vi kæmpe med alt, hvad vi har, siger Bernal ifølge AFP.

Rohan Dennis, der er verdensmester i enkeltstart, formåede ikke at distancere Bernal nok til at tage førertrøjen lørdag, og han skal nu se, om han kan true den formstærke colombianer søndag i bjergene.

- Jeg kan ikke være utilfreds. Jeg er stadig nummer to. Der er to store bjerge søndag, så hvis Egan får en dårlig dag, men det tror jeg nu ikke, han får, men man ved aldrig, siger Rohan Dennis.

Yves Lampaert (Quick Step) var hurtigste mand med tiden 21,58 minutter, mens Rohan Dennis sluttede som nummer seks og Egan Bernal nede som nummer 11.

I top-3 var der til gengæld godt nyt set med danske briller, da Kasper Asgreen (Quick Step) og Søren Kragh Andersen (Sunweb) imponerede med henholdsvis en anden- og tredjeplads på etapen.

Da 72 ryttere var i mål, lå danskerne helt fremme som nummer to og tre efter Yves Lampaert, og det blev der ikke rørt ved.

Asgreen var fem sekunder langsommere end sin holdkammerat, mens Lampaert havde ti sekunder til Søren Kragh Andersen.

Se også: Nyt Tour-chok - favorit i grumt styrt

Se også: Danskere imponerer med fart på enkeltstart i Schweiz

 

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere