Danske topryttere: Lad os så vinde det VM

Mads Pedersen og Michael Valgren giver hinanden håndslag på, at de vil opkalde deres førstefødte søn efter den anden, hvis de vinder VM i dag

Michael Valgren og Mads Pedersen (tv) er i deres bedste form og er to af de ryttere, som det danske landshold i dag sætter dets lid til. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Michael Valgren og Mads Pedersen (tv) er i deres bedste form og er to af de ryttere, som det danske landshold i dag sætter dets lid til. Foto: Tariq Mikkel Khan.

HARROGATE (Ekstra Bladet): Hvis to betingelser er opfyldt, skal Michael Valgrens første barn, som hans kone føder ham i januar, hedde Mads. For det første skal barnet være en dreng, og for det andet skal Valgren i dag blive verdensmester.

Hvis landsholdskammeraten Mads Pedersen derimod bliver verdensmester, skal hans førstefødte søn hedde Michael. Det gav de to topryttere spontant hinanden håndslag på fredag, da de på Hotel Majestic i Harrogate mødte den danske presse.

En ikke nærmere overvejet spøg, tydeligvis, men begge fastholdt aftalen, selv om deres koner ikke er taget i ed.

- Michael er jo et godt navn. Mads er lidt sværere at udtale på engelsk, ikke? Men det er fint. Det siger vi, sagde Michael Valgren med et grin.

De to klassikerryttere er mødt op til VM sprængfyldt at selvtillid efter hver især at have kæmpet sig ud af et dødvande i første halvdel af året. Sæsonen har for dem begge været til glemmebogen, men fornemme resultater har bragt humøret tilbage på samme høje niveau, som deres formkurve har nået.

Seks af landsholdets ryttere prøvekørte en del af VM-ruten torsdag og måtte et stykke ad vejen dele de smalle veje med en flok køer. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Seks af landsholdets ryttere prøvekørte en del af VM-ruten torsdag og måtte et stykke ad vejen dele de smalle veje med en flok køer. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Mads Pedersen vandt i sidste uge en solosejr i Grand Prix d'Isbergues, mens Michael Valgren demonstrerede stor styrke i Binck Bank Tour og med en fjerdeplads i Bretagne Classic understregede, at formen er så god, at en lille Mads kan komme til verden næste år.

Det er længe siden, at Valgren har sagt ja til at blive interviewet. Lysten har ikke været der, fortæller han, for der har ikke været noget godt at tale om. Der har ikke været mange lyspunkter i denne sæson, som er hans første for det sydafrikanske Team Dimension Data.

Han blev hentet til holdet som højt profileret klassikerrytter med store sejre i bagagen – og forventning om flere i fremtiden. Et forventningspres, som tyngede.

- Der har selvfølgelig været forhåbninger og forventninger. Fra holdets side og fra min egen. Lever man ikke op til den tillid, man bliver vist, så er det frustrerende – især, når man faktisk synes, at man gør alt rigtigt med kost og træning, siger Valgren, som fysisk ser supertrimmet ud.

Valgren har døjet med en del problemer i sæsonen, som ikke har været hans bedste. Siden Tour de France har formkurven og humøret kun bevæget sig opad. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Valgren har døjet med en del problemer i sæsonen, som ikke har været hans bedste. Siden Tour de France har formkurven og humøret kun bevæget sig opad. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

På stigningerne på VM-ruten, som landsholdet prøvekørte torsdag, fløj han op. Det var træning, så der blev ikke kørt om kap, men han imponerede alligevel.

- For to måneder siden var jeg end ikke sikker på, at jeg ville komme med til VM. Jeg sad og kiggede på kandidaterne og tænkte, at det ville blive svært at slå den og den rytter ud af VM-holdet.

- Men nu sidder jeg her heldigvis, og jeg føler mig helt klar til det her. Jeg kan ikke sige, hvad der er sket. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist det, der har forandret sig.

- Jeg tror måske, at jeg oplever mindre stress nu. Jeg har nu en mere afslappet tilgang til seriøsiteten i sportens verden. Man kan godt blive alt for hård ved sig selv, og det kan kroppen måske slet ikke holde til. Jeg ved det ikke. Det er bare en teori, jeg har.

Troen på sig selv har han aldrig mistet, understreger han. De fysiologiske data, som moderne træning producerer i hobetal, lod forstå, at han stadig er den suverænt dygtige rytter, som sidste år vandt forårsklassikerne Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.

Michael Valgren i midten under torsdagens træning, hvor regnen silede ned en stor del af tiden. Natten før VM-løbet regnede det så voldsomt, at ruten er blevet afkortet. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Michael Valgren i midten under torsdagens træning, hvor regnen silede ned en stor del af tiden. Natten før VM-løbet regnede det så voldsomt, at ruten er blevet afkortet. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Og træneren André Steensen har som mental coach været en uforlignelig sparringspartner, fortæller Valgren.

- Meget foregår oppe i hovedet. Jeg har skullet lære igen, at man skal kunne lide i cykelløb. Det gør pisseondt at køre cykelløb, og det tror jeg, at jeg havde glemt, siger Valgren.

- Sidste år var det ’nemt’ at køre cykelløb. Men i år gjorde det ondt alt for tidligt i løbene. Jeg havde glemt, at det skulle gøre endnu mere ondt, hvis man vil køre med i finalen.

- Først i Binck Bank Tour forstod jeg igen, hvor ondt det skal gøre. Da vendte tingene for mig. Jeg huskede, hvad der faktisk skal til – blodsmag i munden, syre i armene. Det er det, der skal til.

- Nu går det godt, så jeg glæder mig til søndagens løb. VM er altid noget specielt, og når man så stiller op i sin bedste form, så er det sjovt.

- Så er man ikke bare med for at fylde en plads ud, men fordi der er håb om, at man kan være med til at præge løbet. Det er, hvad jeg håber på, at jeg kan, siger Michael Valgren.

Se også: VM-drama: Verdensmester diskvalificeret

Se også: Dansk bjergrytter: - Jeg havde ikke benene til mere

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere