Michael Carbel er færdig som professionel cykelrytter.
Den beslutning har den 25-årige dansker taget, efter at han ikke har fået sin kontrakt forlænget til næste sæson. Det siger han til TV2.
Carbel repræsenterede i den overståede cykelsæson World Tour-holdet NTT Pro Cycling, som fra næste sæson hedder Team Qhubeka Assos. Men det sydafrikanske mandskab har altså ikke fundet plads til en kontraktforlængelse med danskeren.
- Jeg havde jo egentlig overvejet beslutningen selv, men hele tiden indtil i dag alligevel holdt døren lidt åben: 'Hvad nu hvis …'. Men nu er det afklaret, og døren er lukket, siger han.
2020 var første sæson for Carbel som rytter på cykelsportens øverste niveau, World Touren. Men det bliver altså også til den eneste.
Coronakrisen betyder, at flere hold har været ramt økonomisk. Derfor har flere ryttere haft svært ved at sikre en kontrakt til næste sæson.
- Jeg var jo indforstået med, at jeg hang i en tynd tråd. Så der blev bare ringet og sagt, at der ikke var plads til mig. Så de må jo have nogle andre, der er plads til.
- Jeg ved jo godt, at jeg ikke har vundet nogle cykelløb på højeste niveau eller på anden måde har nået at få gjort mig uundværlig. Specielt ikke lige nu, hvor der er 100 mand, der ikke har kontrakt, siger den danske rytter til TV2.
Carbel kørte i denne sæson sammen med blandt andre Michael Valgren hos NTT Pro Cycling. Valgren fortsætter karrieren hos EF Pro Cycling.