Dansker før Giroen: Motor-doping kan give bjerg-sejr

Lars Bak er klar til endnu et Giro d'Italia, og han forventer ingen unfair konkurrence fra ryttere med skjulte el-motorer i cyklerne

Se interview med Lars Bak herover

LUXEMBOURG (Ekstra Bladet): Snyd med skjulte el-motorer i racercykler kan have fundet sted i adskillige år – også længe før 2010, da schweizeren Fabian Cancellara blev mistænkt for at vinde Flandern Rundt og Paris-Roubaix med hjælp fra en motor.

Det fastslog rytteragenten Vincent Wathelet for nylig, men den holdning deler vist kun få i det professionelle felt. Lotto Soudal-rytteren Lars Bak, som er i gang med sin 15. sæson som professionel, har aldrig haft mistanke om, at han er blevet snydt af konkurrenter med hjælpemotor.

– Indtil videre føler jeg mig ikke snydt, men det er klart, at det skal undersøges (om mekanisk doping bruges, red.), siger Lars Bak, som Ekstra Bladet i Luxembourg har fulgt under hans forberedelser til Giro d'Italia, som han i år kører for ottende gang.

– Cyklerne bliver tjekket regelmæssigt, så der bliver gjort noget ved problemet, og det kan forhåbentlig afskrække folk fra at gøre det.

– Mekanisk doping er muligt, men jeg tror ikke, det finder sted i så stort omfang, som mange frygter. Jeg tror ikke, at hele hold kører med skjulte motorer, siger Lars Bak.

Se også: Lars Bak er klar til ottende Giro-deltagelse

Lars Bak tror ikke, at der er så meget motor-doping, som mange frygter (Foto: Claus Bonnerup)
Lars Bak tror ikke, at der er så meget motor-doping, som mange frygter (Foto: Claus Bonnerup)
 

En skjult el-motor skal i sagens natur være ganske beskeden i størrelse, men forsøg har vist, at selv små motorer kan yde hjælp i et omfang, der kan afgøre cykelløb.

– Kan en sådan motor yde 25-30 watt i en time, så kan det i et cykelløb med toptrænede cykelryttere betyde forskellen på at vinde en bjergetape og blive nummer 50, siger Lars Bak, som understreger, at han aldrig har prøvet at køre på en racercykel med hjælpemotor og alene kender til fænomenet fra omtale i medierne.

I Luxembourg holder også Tour de France-mekaniker Rune Kristensen til. Han står for driften af Team Tinkoffs tekniske hovedkvarter og har i sin karriere skruet på tusindvis af cykler og fulgt hundredvis af cykelløb på tætteste hold.

Aldrig har han haft mistanke om, at der blev snydt med el-motorer, og han tvivler på, at det uopdaget ville kunne lade sig gøre at benytte en el-cykel i feltet.

– Det ville være umuligt for en rytter at gøre det på egen hånd, og det er utænkeligt, at det kunne være organiseret snyd på et helt hold. Det ville involvere så mange mennesker, at hemmeligheden ville slippe ud meget hurtigt, siger Rune Kristensen.

Jakob Fuglsang glider mod toppen af Tourmalet i Pyrenæerne på 11. etape af Tour de France 2015. Han tager turen op ad bjerget igen i 2016. (Foto: Tariq Mikkel Khan). Cykling - 22. okt. 2015 - kl. 06:15 Dansk Tour-slaraffenland: Så mange kan stille til start

– Motorerne findes, men de er så dyre, at kun de allerbedst lønnede ryttere ville kunne betale prisen – og netop de bedste ryttere er dem, der er mest fokus på.

– Jeg tror ikke på det. Tænk også på, at alle cykelholdene er dybt afhængige af deres cykelsponsor, som leverer grejet. Ingen ville risikere at sætte det hele på spil ved at indbygge skjulte motorer, siger Rune Kristensen.

Han var i øvrigt mekaniker på Team Saxo Bank i 2010, da Cancellara på de sociale medier blev beskyldt for at snyde med en hjælpemotor. Der blev aldrig fundet bevis på, at det faktisk var tilfældet.

 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere