Dansker gik kold til sidst

Jasper Stuyven tog sejren i Milano-Sanremo, mens Søren Kraghs kræfter slap op på opløbsstrækningen

Søren Kragh Andersen løb tør for kræfter. Foto: Ritzau Scanpix
Søren Kragh Andersen løb tør for kræfter. Foto: Ritzau Scanpix

Den belgiske cykelrytter Jasper Stuyven (Trek) tog sejren i årets første cykelmonument, Milano-Sanremo.

Stuyven var stærkest og vandt efter 299 opslidende kilometer på de norditalienske landeveje.

Lørdagens løb blev afgjort inden for de sidste tre kilometer, hvor belgieren stak afsted fra en favoritgruppe.

Søren Kragh Andersen (Team DSM) var også med i finalen, og danskeren nåede op til Stuyven med en kilometer tilbage.

Kræfterne slap dog op, da der manglende 500 meter, og Søren Kragh måtte nøjes med en niendeplads.

Det lykkedes 28-årige Stuyven at holde fast, selv om favoritterne nede bagved nærmede sig og bragte triumfen i fare.

Caleb Ewan (Lotto Soudal) og Wout van Aert (Jumbo-Visma) nåede dog lige nøjagtig ikke op, og de to ryttere kom over målstregen på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Kort forinden stod det klart, at vinderen af årets første monument skulle findes blandt en gruppe på omkring 15 ryttere. De havde slået et hul på løbets sidste stigning, Poggio Di Sanremo.

En acceleration fra Julian Alaphilippe (Quick-Step) satte gang i løjerne, og kun de stærkeste kunne følge med. Heriblandt Søren Kragh, men også Peter Sagan (Bora) og Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix).

På dagen var der dog ingen, der helt kunne matche Jasper Stuyven, der sikrede sig karrierens største sejr.

Inden det hele blev afgjort, blev det 299 kilometer lange løb præget af et otte mand stort udbrud, der undervejs fik opbygget et forspring på syv minutter og 30 sekunder.

Danske Mathias Norsgaard (Movistar) var med og holdt fast, indtil resterne af udbruddet blev opslugt af feltet med 25 kilometer tilbage.

23-årige Norsgaard, der er på vej tilbage til topniveauet, efter at han brækkede benet i december 2019, gjorde sit for at holde liv i udbruddet, selv om det stod klart, at favoritterne bagved ville komme op.

Der er i alt fem såkaldte monumenter inden for cykelsporten. Ud over Milano-Sanremo drejer det sig om Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.

Dansk stjerne viser klassen

Skibby bryder tabu: Hans livs mørkeste hemmelighed