Dansker i alvorligt styrt: - Jeg slap billigt

Frederik Rodenberg brækkede blandt andet sin tommelfinger i styrtet

Frederik Rodenberg måtte en tur i hospitalsengen efter sit styrt. Foto: Privatfoto
Frederik Rodenberg måtte en tur i hospitalsengen efter sit styrt. Foto: Privatfoto

Alle cykelrytteres værste mareridt er at ende af cyklen og havne en tur i asfalten. Netop dette skete forleden for det danske talent Frederik Rodenberg Madsen, der under en træningstur i Livigno i Italien måtte en tur i asfalten.

På de efterfølgende billeder ser styrtet ud til at have kostet den 22-årige Uno-X-rytter mange smerter, men han mener selv, at han er sluppet relativt billigt fra sit uheld. Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Jeg har det faktisk fint. Det ser meget værre ud, end det var. Det er bare min tommelfinger og min skulder, der er forslået, men ellers så har jeg det fint. Jeg ramte et hul, og så røg jeg henover styret, og så var det ellers bare en tur ud i rabatten, siger Frederik Rodenberg til Ekstra Bladet.

- Jeg kunne hurtigt mærke, at der heldigvis ikke var noget galt med ryggen. Men jeg var lidt bange for, at skulderen var brækket, for det kunne jo have sat en rimelig stor stopper for resten af min sæson, så at det bare er tommelfingeren, det er til at leve med.

Sådan her så det ud i timerne efter danskerens styrt. Foto: Privatfoto
Sådan her så det ud i timerne efter danskerens styrt. Foto: Privatfoto
 

- Er du lettet i virkeligheden?

- Ja, det kunne være gået meget værre. Selvfølgelig er det ikke optimalt, men som jeg siger, så kan jeg arbejde med det. Jeg vil umiddelbart mene, at jeg er sluppet ret billigt.

Fokus på OL
Frederik Rodenberg er primært kendt for sine store præstationer på banen, hvor han blandt andet var med til at vinde bronze ved OL i 2016 sammen med 4-kilometer holdet.

Han er ligeledes også allerede blevet verdensmester med selvsamme hold, da danskerne suverænt tog guldet ved VM i banecykling i Berlin tidligere på året.

Til trods for den store succes på de brune træbjælker har han dog tidligere luftet tankerne om at tage en pause fra banen, men det bliver ikke aktuelt før næste sommers OL. Det er nemlig fortsat det helt store mål for den 22-årige dansker. Han vil vinde guld med resten af 4-kilometer holdet.

- Her til vinter gælder det nok EM på banen, og så er det OL næste år. Derefter må vi jo se, hvad der sker. Det kommer an på mange ting, men jeg tror, at jeg tager en lille pause fra banen, siger han.

- Men OL er stadig det store mål for dig?

- Ja, helt sikkert. Det er der ikke noget, der kommer til at ændre ved. Det er det, som alt handler om lige nu, svarer Rodenberg klart.

Tour de France kommer muligvis stadig til Danmark men først i 2022. Det er dog ikke sådan, at Frederik Rodenberg går og tænker dagligt på at skulle køre Touren på hjemmebane i Danmark, selvom han selvfølgelig er klar over, hvor stort det er.

- Der skal virkelig ske meget, før det kan komme til at ske, men selvfølgelig er det da noget, man går og drømmer om. Men det er altså lidt svært at sætte sig for øje nu. Lige nu handler det om OL, og det er helt klart det, som jeg fokuserer mest på, og så må vi jo se, hvor jeg står i forhold til landevejen bagefter, lyder det fra Uno-X-rytteren.

Se også: Alt gik agurk i SL-drama: Nu er straffen faldet

Superligaen - 29. jul. 2020 - kl. 09:56 Klar til at dele bøder ud

Formel 1 - 29. jul. 2020 - kl. 10:34 Trist Kevin-besked