Dansker vraget trods Contadors anbefaling

Jesper Hansen kommer ikke med til Tour de France, selv om holdets kaptajn Alberto Contador talte varmt for danskeren

Jesper Hansen må se Tour de France hjemme fra sofaen i år. (Foto: Alloverpress)
Jesper Hansen må se Tour de France hjemme fra sofaen i år. (Foto: Alloverpress)

Tinkoff-rytteren Jesper Hansen har ligget i højdetræningslejr på Tenerife sammen med holdkaptajn Alberto Contador og var længe inde i billedet som spanierens hjælperytter i Touren.

Men i sidste ende valgte teamejer Oleg Tinkov at sidde Contadors anbefaling af danskeren overhørig for i stedet at udtage en rytter, der bedre kan hjælpe verdensmester Peter Sagan i verdens største cykelløb.

Det fortalte Jesper Hansen, da han i går var kørt over stregen ved DM i Vordingborg som nummer 48.

- Jeg var længe på holdet, men Sagan fik altså lov at vælge en hjælperytter på min bekostning. Han kørte et rigtigt godt Schweiz Rundt, så han får også god støtte i Touren, sagde Jesper Hansen.

- Alberto ville gerne have mig med, men det er der ikke noget at gøre ved nu. Jeg har vidst det i nogen tid, så jeg er ved at lægge det bag mig, men det er da stadig ærgerligt at tænke på.

- Nu skal jeg i stedet køre Polen Rundt og bagefter Vuelta a España, hvor jeg håber at gøre det godt, så helt skidt er det ikke, sagde Jesper Hansen.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere