'Danskeren' vandt talenternes VM

Franske Kevin Ledanois er ny U23-verdensmester - Alexander Kamp kom ind kort efter på en femteplads

Kevin Ledanois er ny U23-verdensmester. (Foto: AP/Gerry Broome)
Kevin Ledanois er ny U23-verdensmester. (Foto: AP/Gerry Broome)

Der var 'dansk' på toppen af VM-podiet i for U23-ryttere i Richmond. Men desværre ikke den slags, som danske cykelfans havde håbet på.

For det var franske Kevin Ledanois, der med et ryk på en af finalestigningerne holdt det jagtende felt bag sig og fuldstændig tømt for kræfter rullede over stregen for næsen af italienske Simone Consonni.

To sekunder efter dem var der også fransk og italiensk med Anthony Turgis og Gianni Moscon, mens danske Alexander Kamp kom ind på femtepladsen.

Kamp havde ellers gjort alt rigtigt i bestræbelserne på at fange franskmanden, der stak af på den første af de to brostensstigninger, Lippy Hill, der kort efter blev fulgt af den korte, men stejle 23th Street.

Se også: Dansk cykelhåb fortsætter på anden klasse

De var i finregnen spejlglatte, og der var flere styrt i finalen. Blandt andre Michael Carbel, der måtte se sin VM-drøm briste med fire km. til målstregen.

Det efterlod Alexander Kamp ret ensom i fronten af feltet, der efter det meste af de 162,2 km rundt i gaderne i Richmond, var stærkt reduceret.

Der var ikke mere i benene hos Søren Kragh Andersen, der på næstsidste passage af Lippy Hill kørte kontra, da resterne af dagens udbrud blev inhaleret.

Han forsøgte at holde feltet stangen, men det holdt ikke, og han lod sig falde tilbage for trods alt at hjælpe Alexander Kamp i den absolutte finale.

Han kunne altså ikke fange 22-årige Kevin Ledanois, der i den kommende sæson bliver holdkammerat med Chris Anker Sørensen på Bretagne-Séché Environnement.

Se også: U23-landstræner: Vi kører med om VM-medaljer

Men han var nu tilfreds alligevel.

- Feltet taget i betragtning, så er en femteplads tilfredsstillende, siger han til TV3 Sport2.

Han var klar over, at det blev svært, da Michael Carbel styrtede med fire km. til mål, hvor også Søren Kragh Andersen blev bremset.

- Helt klart. Det var dem, jeg skulle have brugt til at køre mig frem.

- Det kunne jeg så ikke få, og så måtte jeg selv af sted. Det var kaotisk, da det begyndte at regne på sidste omgang.

- Men vi kørte, som vi skulle og spillede de kort, vi havde. Jeg er tilfreds, siger han.

7 kommentarer
Vis kommentarer