For første gang i 33 år bliver kvindernes udgave af Tour de France kørt, men for den italienske rytter Marta Cavalli (FDJ) sluttede det, før det næsten var startet.
På 2. etape af Tour de France Femmes fra Meaux til Provins blev feltet ramt af flere styrt inden for de sidste 30 kilometer.
Det mest fatale styrt fandt sted med 25 km til mål, hvor Marta Cavalli blev torpederet bagfra og derfor måtte udgå af årets Tour de France Femmes.
Italieneren har i den forbindelse pådraget sig en skade på kraniet. Det skriver det belgiske medie Sporza.be.
- Vi har ikke meget nyt om Marta, hun har en skade på kraniet, siger Stephen Delcourt, sportsdirektør for FDJ.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Den australske mester, Nicole Frain (Parkhotel Valkenburg), var kort forinden involveret i et andet styrt, og det var i den forbindelse, at hun sad med en holdkammerat og jagtede feltet i høj fart.
Kort inden de fik kontakt igen, skete et nyt styrt inde midt i feltet.
Frains holdkammerat undgik de langsomt kørende ryttere foran hende, men endte med at tage turen direkte ud i en grøft - samme valg tog australieren dog ikke, hvorfor hun i høj fart torpederede den langsomt trillende Marta Cavalli bagfra.
Marta Cavalli tog en større lufttur, som endte med, at hun landede hårdt på ryggen.
Det er uvist, om det var sammenstødet eller den efterfølgende lufttur, som resulterede i kranieskaden til den italienske rytter.
Cavalli lå længe på jorden og forsøgte efterfølgende at gennemføre etapen, men måtte altså erkende, at hendes skader var for store til, at det var muligt.
Marta Cavalli er holdkammerat med den danske mester i landevejscykling, Cecilie Uttrup Ludwig.
Italieneren blev i juni måned nummer to i kvindernes svar på Giro d'Italia - Giro d'Italia Donne.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
FIK DU LÆST?
Grillmad og stjernetræf: Det skete der bag de lukkede døre
Kronprinsen hylder Vingegaard: Måske det vildeste nogensinde
--------- SPLIT ELEMENT ---------