Den firedobbelte Tour de France vinder Chris Froome kommer ikke til at stille til start, når løbet køres i slutningen af august.
Det mener Ekstra Bladets cykelekspert Michael Rasmussen.
Chris Froome stiller sammen med et rigtig stærkt Team Ineos-hold til start i Critérium du Dauphiné, der starter i dag, men Michael Rasmussen mener ikke, at det er ensbetydende med, at vi kommer til at se briten i Touren af frygt for interne konflikter på holdet.
- Hvis man stiller til start med en mand, der har vundet Touren fire gange, og klart har udtrykt et ønske om at vinde den femte, samtidig med at man kører med Egan Bernal, der er den bedste etapeløbsrytter lige nu, så undgår man en potentiel konflikt.
Michael Rasmussen mener ikke, at det er kontroversielt at have en firdobbelt Tour de France-vinder til rådighed og udelade at tage ham med til verdens største etapeløb.
- Han er alligevel på vej ud af døren. Han forlader Team Ineos efter sæsonen, og de er ikke interesserede i at sende en potentiel Tour-vinder videre.
Froome styrtede lige før sidste års udgave af Critérium du Dauphiné. Han er ikke vendt tilbage til samme niveau, og derfor spår Michael Rasmussen ham ikke mange chancer for at køre sin egen chance i Critérium du Dauphiné.
- Sidste uge var han hjælperytter for Egan Bernal, og der er ikke nogen grund til at tro, at det skulle have ændret sig voldsomt siden.
Vildt cykelløb
Michael Rasmussen fortæller, at vi kan forvente et helt vildt cykelløb, når Critérium du Dauphiné starter onsdag 12. august.
Ruten ligger op til et spændende cykelløb, og det bliver kun vildere af, at det er et rigtig stærkt felt, der stiller til start.
- De skal køre fem bjergetaper i streg, og det er et Tour de France-felt, der møder op. Jeg tror, vinderen af Touren kører rundt i Critérium du Dauphiné.
Et løb mellem to hold
Hvis man sidder og håber på den helt store overraskelse, kan man godt skrue forventningerne lidt ned.
- Efter hvad vi så i Tour de l’Ain i sidste uge, så kan det næsten kun blive et race mellem Team Jumbo-Visma og Team Ineos. Resten, kan jeg kun se, bliver statister, siger Michael Rasmussen.
Han giver ikke andre store stjerne mange muligheder for at kæmpe med om sejren i det fem dage lange etapeløb. Deres hold er simpelthen ikke stærke nok.
- Nairo Quintana, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Tadej Pogačar kan blive sådan nogle løse kanoner. Får en af dem førertrøjen tidligt i løbet, så har de ikke holdet til at forsvarer trøjen og holde de andre favoritter tilbage.
Ingen store danske chancer
Jakob Fuglsang vandt sidste års udgave af Critérium du Dauphiné. Han stiller ikke til start i år, og dermed ser chancerne for dansk succes ikke så gode ud.
I alt stiller seks danskere til start i løbet. Det er Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step), Niklas Eg (Trek-Segafredo), Michael Valgren (NTT Pro Cycling), Søren Kragh Andersen (Team Sunweb), Mads Würtz Schmidt ( Israel Start-Up Nation) og Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott).
- Den eneste måde, de kan komme i spil på er, at førertrøjen får enormt meget tid på 1. etape. Så har de noget frihed til at kunne kører nogle udbrud senere i løbet.
Critérium du Dauphiné starter onsdag 12. august og slutter søndag 16. august.
Husk Ekstra Bladet dækker alle etaperne LIVE