Den gør naller: Dansk VM-håb viser sårene efter voldsomt styrt

Michael Valgren melder sig klar til søndagens linjeløb trods store hudafskrabninger efter styrt i holdtidskørslen

(Foto fra Facebook)
(Foto fra Facebook)

En stramtsiddende lycradragt yder ringe beskyttelse, når en rytter lander på ru asfalt med 60 kilometer i timen. Det måtte Michael Valgren sande søndag, da han og holdkammeraten Michael Rogers styrtede i holdtidskørslen ved VM i USA.

Et par timer senere viste Valgren sine sår frem på Facebooksiden 'Det sorte værksted'. Huden på højre skulder og sideben er skrabet af, og talrige andre sår kan ses på den professionelle rytters tynde krop. Alligevel meldte han sig ifølge Nordjyske allerede søndag aften klar til linjeløbet, hvor han som udgangspunkt skal køre for kaptajn Matti Breschel.

På Twitter undskyldte Valgren for sin kørefejl, som forårsagede styrtet og ødelagde holdets chance for et godt resultat. 'Undskyld til holdet og især Michael Rogers', skrev Valgren og ledsagede sin beklagelse med en grædende smiley.

Australske Michael Rogers publicerede på Twitter et billede af sin læderede højre hånd.

- Det her er et eksempel på, hvorfor du altid skal have handsker på, når du cykler, skrev Rogers og modtog snart en drillende reaktion fra sin landsmand Rory Sutherland: 'Diskuterede vi ikke det, da du styrtede under træning et år derhjemme? Ved at blive gammel?'

Det fik Valgren til at sætte ind med en tilstræbt morsom kommentar om, at han med vilje havde revet Rogers med i styrtet:

'Han havde handsker på under hver træning, og jeg så i dag, at han 'glemte' dem, så jeg besluttede at få ham til at styrte', skrev Valgren.

På Facebook-siden 'Det sorte værksted', som Valgren driver sammen med rytterkollegerne Troels Vinther, Rasmus Würtz Schmidt og Christian Moberg lød det søndag i forbindelse med offentliggørelsen af billedet af den forslåede Michael 'Valle' Valgren:

'Valle er efter omstændighederne ved godt mod og godt helbred. Han har tilredt sig en del hudafskrabninger på bla. skulder, hofte og albue. Valle og resten af værkstedet er overbevist om at han nok skal blive klar til linieløbet på søndag den 27.'

3 kommentarer
Vis kommentarer