KALUNDBORG (Ekstra Bladet): Mark Cavendish, Dylan Groenewegen, Giacomo Nizzolo, Mads Pedersen. Nogle af verdens bedste sprintere blev fredag holdt fra sejren af en gruppe udbrydere, som hele dagen sad ude foran og mod alle odds afgjorde fjerde etape af Danmark Rundt mellem sig.
Det må koste kvajebajere i feltet, som med forenede kræfter så let som ingenting kunne have kørt de seks udbrydere ind på de sidste kilometer.
Men de store sprinterhold fandt aldrig fælles fodslag og lod altså som konsekvens den upåagtede amerikaner Colin Joyce (Rally) skyde først over stregen.
Hvem, der skylder en forsonende omgang, var der heller ikke enighed om, men pilen pegede på Nizzolos Qhubeka-hold, der som det eneste af de store sprinterhold ikke har vundet en etape i år.
- Måske var det op til Qhubeka og Giacomo Nizzolo at prøve at vinde, sagde Remco Evenepoel (Deceuninck-Quick-Step), da han var blevet hyldet på podiet som den førende rytter i løbet.
Uenig Worre
Eurosport-kommentator og tidligere løbsdirektør for Danmark Rundt, Jesper Worre, som overværede opløbet i Kalundborg, mente derimod, at det snarere var Dylan Groenewegen og Jumbo-Visma, der burde have taget kontrol over etapen for at sikre den hollandske topsprinter endnu en sejr.
- Remco og Quick-Step har allerede vundet en etape og vinder løbet samlet lørdag, så det var ikke op til dem at sikre, at det hele endte i en massespurt, sagde Worre.
- Det var i langt højere grad op til Jumbo at kontrollere og få kørt udbruddet ind.
Evenepoel afviste i vinderinterviewet ved sejrspodiet, at han og hans hold havde fejlet.
- Der var ikke noget, der gik galt for os. Vi vandt i går (torsdag, red.) og havde førertrøjen i dag. Vi ville kontrollere etapen, og vi ville da også gerne have spurtet med Mark, sagde han.
Danskere blandt favoritterne
- Det gik sådan set fint, men der var ikke meget opbakning at hente fra de andre hold som Jumbo-Visma og Trek. De har også allerede vundet en etape, så måske tænkte de det samme som os, sagde Remco Evenepoel.
- Vi vidste, at det ville blive fifty-fifty, om det blev en spurt eller en udbrudssejr, og i sidste ende kom vi tæt på. Men ikke tæt nok til at sprinte, sagde Evenepoel.
- Det er altid en skam, at man ikke vinder en etape, når man har så stærk en sprinter (som Mark Cavendish, red.), men i dag gjorde vi intet forkert, sagde Evenepoel, som er favorit til at vinde den afsluttende enkeltstart på Frederiksberg lørdag.
Han nævnte selv de danske World Tour-ryttere Søren Kragh Andersen (DSM) og Mads Pedersen (Trek) som favoritter. Pedersen kom fredag ind som nummer to i feltets spurt, mens Søren Kragh i samme tid kom ind næstsidst i gruppen.