'Der venter Tour-feltet et blodbad'

Verdensmester Peter Sagan vandt brostensklassikeren Paris-Roubaix i en gallaopvisning på ufremkommelige pavéer, som også skal bruges i årets Tour de France

Peter Sagan skærer et hjørne på vej mod målet i Roubaix tæt forfulgt at upåagtede Silvan Dillier, som leverede en mindeværdig indsats, som også Sagan anerkendte, da de var kørt over stregen på velodromen. Foto: Ritzau Scanpix / Jeff Pachoud.

Verdens bedste cykelrytter leverede søndag en pragtpræstation på støvede markveje og mudrede brosten, da han vandt cykelmonumentet Paris-Roubaix i en veritabel ydmygelse af sine forventet værste rivaler.

Verdensmester Peter Sagan (Bora) rykkede fra favoritfeltet med lidt over 54 kilometer til mål, og ingen af dem så ham nogensinde køre over stregen på den legendariske velodrom i Roubaix.

Det gjorde derimod upåagtede Silvan Dillier (Ag2r), som sad med i ’morgenudbruddet’ og mod alle odds holdt hele vejen til mål, hvor han kun på de sidste meter måtte opgive at følge Sagan.

Peter Sagan spurter let fra sin følgesvend, Silvan Dillier, på de sidste meter af den monumentale forårsklassiker Paris-Roubaix. Sagan har nu vundet to af sportens største klassikere, idet han for to år siden vandt Flandern Rundt. Foto: Ritzau Scanpix / Jeff Pachoud.

Storholdet Quick-Step, som ynder at sammenligne sig selv med et kobbel vilde ulve, manglede det afgørende bid, selv om først Philippe Gilbert og siden Zdenyk Stybar viste tænder, og holdet måtte tage til takke med en tredjeplads til Niki Terpstra.

Ekstra Bladets cykelsportsekspert, Michael Rasmussen, er fuld af respekt for Sagans opvisning, men han hæfter sig også ved løbets sidste mange pavéer – brostensstrækninger – som for manges vedkommende skal køres igen på 9. etape af årets Tour de France.

- Der er da lagt op til det helt store blodbad i Touren. Når den store udskilning finder sted i Paris-Roubaix er der måske kun 40 mand tilbage, men i Tour de France vil 180 mand stadig slås for at komme først ind på de smalle pavéer, siger Michael Rasmussen.

- Det kan næsten ikke undgås, at Roubaix-etapen i Tour de France bliver en nøgleetape i løbet.

Men omkring 60 km/t. røg nordmanden Alexander Kristoff (UAE) i asfalten og lå længe og ømmede sig. Han fuldførte dog løbet. Han gav efter løbet ifølge norske medier sin tidligere holdkammerat Tony Martin skylden for styrtet. Foto: Ritzau Scanpix / Jeff Pachoud.

Katusha-rytteren Tony Martin (stående i rødt) røg ned sammen med Alexander Kristoff (UAE, tv) og Luke Rowe (Sky). Martin fik efterfølgende skylden for styrtet. Også i Flandern Rundt blev han beskyldt for at have forårsaget et styrt. Foto: Ritzau Scanpix / Jeff Pachoud.

Fra byen Warlaing, hvor feltet i Paris-Roubaix søndag tog fat på den 14. pavé ud af 29 i løbet, er ruten frem til Roubaix i store træk den sammen som den, Tour-feltet følger. Undtaget er dog den drabelige, femstjernede Carrefour de l’Arbre-pavé, men de øvrige strækninger lover drama til overflod i et felt, hvor ingen favorit har råd til at miste tid i den samlede stilling.

Søndag skød Sagan af sted på vej mod pavéen mellem d'Auchy og Bersée, og han trak fra i et tempo, som ingen bagude kunne matche. Alene kørte han op til resterne af dagens lange udbrud, og han fandt der tre gutter, der gad køre cykelløb frem for bare at køre destruktivt mod verdensmesteren.

Ud over Dillier sad Jelle Wallays (Lotto-Soudal) og nordmanden Sven Erik Bystrøm (UAE) oppe foran. Kvartetten holdt højt tempo, indtil den svandt ind til en duo, som altså holdt til mål.

Peter Sagan var naturligvis lykkelig for sin sejr. Han sagde i vinderinterviewet, at han var træt, men ikke nær så træt som de gange, han kun har været lige ved og næsten i Paris-Roubaix. Hans hidtil bedste placering er en sjetteplads i 2014. Foto: Ritzau Scanpix / Jeff Pachoud.

- Quick-Step var alt for tidligt ude at spille med musklerne. Gilbert prøvede med 89 kilometer til mål, og Stybar angreb med 75 kilometer til mål. Og de havde åbenbart kun ét skud i bøssen, siger Michael Rasmussen.

- De må virkelig have troet på egne evner, men det var tydeligvis ikke nok. Dét, Sagan lavede her, er for mig at se større end hans tre VM-titler tilsammen på grund af måden, han gjorde det på.

- At køre næsten 55 kilometer mod et favoritfelt, som arbejdede sammen bagude, er intet mindre end imponerende, og det lagde lige en ny dimension til fænomenet Peter Sagan, siger Rasmussen.

Indsmurt i mudder ruller Magnus Cort ud af en landevej væk fra ruten efter sit voldsomme styrt på løbets første brostensstrækning. Han kunne ikke fortsætte i løbet på grund af smerter i håndleddene, oplyste Astana-sportsdirektør Lars Michaelsen til TV 2. Foto: Andrew Hood, Velonews.

Syv danskere i feltet – heriblandt sidste uges nummer to i Flandern Rundt, Mads Pedersen – havde skruet de danske forventninger højt op. Rent resultatmæssigt blev løbet dog en skuffelse, idet den bedst placerede dansker blev Matti Breschel (EF Education First) på en 35. plads.

- Paris-Roubaix blev lidt af en ’party killer’ og et antiklimaks i forhold til Flandern Rundt, siger Michael Rasmussen.

- Der sker det, at udbruddet skal lukkes, og når tempoet bliver øget, og når der er medvind, så bliver folk bare skivet af bagfra. Så er det kun de største og stærkeste på dagen, der kan sidde med, siger Rasmussen.

Se også: Uhyggeligt drama! Styrtet rytter fik hjertestop

Se også: Danske håb slukket i Paris-Roubaix

Se også: Stjernerytter vinder Paris-Roubaix for første gang

Sport og Spil Tour-vinder dræbt i skyttegrav

17 kommentarer
Vis kommentarer