Derfor er han så suveræn: Froome er en supermand

Tour-vinder Chris Froome er et fysisk pragteksemplar, viser en uafhængig, fysiologisk test. Skeptikerne er imidlertid ikke overbevist om, at Froome er ren

Chris Froome under Touren i år sammen med sin løjtnant Richie Porte. En måned efter Touren lod Froome sig teste af uafhængige forskere for at bevise, at han ikke behøver doping for at vinde. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Chris Froome under Touren i år sammen med sin løjtnant Richie Porte. En måned efter Touren lod Froome sig teste af uafhængige forskere for at bevise, at han ikke behøver doping for at vinde. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

Med endnu en overbevisende Tour-sejr i sommer pustede den kenyanskfødte brite Chris Froome yderligere til ilden i den ophedede diskussion om, hvorvidt han som en ny Lance Armstrong snyder sig til sine sejre. Skeptikere som den franske provokatør Antoine Vayer har kategoriseret Froome som et mirakel på grund af hans enestående kraftudladning.

Nu har Froome ladet sig teste af uafhængige eksperter og resultatet viser, at han rent fysiologisk er et pragteksemplar, som kan optage ilt i langt større mængder end almindelige mennesker. Ilt betyder udholdenhed, og kombineret med Froomes umådelige muskelstyrke og lave vægt er han nærmest den fødte vinder af verdens største cykelløb.

- Froomes værdier er tæt på, hvad vi tror er den øverste grænse for iltoptag hos mennesker, siger forskeren Phillip Bell fra medicinalkoncernen GlaxoSmithKlines laboratorium, hvor den fysiologiske test af Froome er udført.

Se også: Froome om nye data: De vil bestå fremtidens test

En persons maksimale iltoptag defineres i måleenheden VO2 Max, som er et udtryk for milliliter ilt anvendt på et minut pr. kilogram legemsvægt.

Tour-legenden Greg LeMond har fået målt en af de højeste VO2 Max'er nogensinde, nemlig 92,5. Amerikaneren regnes i vide kredse for at have kørt rent i hele sin karriere, og hans fysiologiske data bruges derfor ofte som reference.

Froome fik i den nu offentliggjorte test, som er udført i august i år, målt en VO2 Max på 84,6. Han vejede da næsten tre kilogram mere, end da han vandt Tour de France. Korrigerer man tallet i forhold til hans Tour-vægt, er hans VO2 Max 88,2.

Wall Street Journal publicerede i juni i år en artikel, hvoraf det fremgår, at colombianeren Nairo Quintana har en VO2 Max på 86. Avisen tilføjede, at det var på niveau med Lance Armstrongs VO2 Max. Af bogen 'Wheelmen' om Armstrong-sagen fremgår det, at Floyd Landis, som skandaliserede Touren i 2006, havde en VO2 Max på 90.

Froome har altså med en VO2 Max på over 88 en klar fysiologisk fordel over for Quintana, som han besejrede, da han vandt Touren i 2013 og 2015.

Froome demonstrerede yderligere i testen i august, at han kan levere en kraftudladning på imponerende 525 watt, som sit højeste, og en vedvarende kraftudladning over en periode på 20-40 minutter på 419 watt.

- Det er højt, men det skal det også være for at vinde Tour de France. Det er ikke vanvittige tal. Det lyder faktisk meget fornuftigt, siger den tidligere toprytter Michael Rasmussen, som er cykelsportskommentator i Ekstra Bladet.

Chris Froome jubler over sin sejr på 10. etape. Et soloridt, der fik Laurent Jalabert til at undre sig over britens præstationer (Foto: AP) Cykling - 20. jul. 2015 - kl. 10:00 Froome optrapper krigen mod fransk legende

- Det, der dog er påfaldende, er, at Froome allerede i 2007 kunne træde 420 watt. Han burde altså også dengang kunne havet smadret alle på enkeltstarten med mindre, han sad oprejst som på en damecykel. Og det gjorde han næppe, siger Michael Rasmussen.

Forskellen på Froome i 2007 og 2015 er 8,6 kilogram. At han var meget tungere dengang må have øvet indflydelse på hans præstationer i bjergene, men det gælder ikke på en typisk flad Tour-enkeltstart, siger Rasmussen.

- Desuden hæfter jeg mig ved, at Froome i 2008 må have haft en VO2 Max på 84,5, hvilket man kan regne sig frem til ved hjælp af de offentliggjorte tal. Det betyder, at han i er rent felt mindst burde have kunnet køre i top 10 i Touren det år.

- Men det gjorde han ikke. Han blev derimod nummer 83 samlet og gjorde sig ikke gældende på nogle af bjergetaperne. Det burde han have gjort med en så høj VO2 Max, siger Michael Rasmussen.

- Der er noget, der ikke hænger rigtigt sammen, siger Rasmussen.

Den udbredte skepsis over Team Sky og Chris Froome dør næppe på grund af de nu fremlagte tal. På de sociale medier diskuteres og tolkes testresultatet ivrigt, mens Froome selv har udsendt en erklæring, hvori han erkender, at kritikken af ham vil fortsætte:

- Jeg er realistisk og anerkender, at disse resultater ikke vil overbevise alle (om, at han kører rent, red.). Bedraget i fortiden kaster stadig sin skygge over nutiden, men det er mit håb, at mere gennemsigtighed kan være et lille skridt mod fornyet troværdighed til den sport, jeg elsker, skriver Chris Froome på sin hjemmeside.

Se også: Doping-beskyldt Froome: Nu kommer mine tal

Froomes troværdighed er belastet af den kendsgerning, at hans resultater var beskedne, indtil han i 2010 skiftede til Team Sky. Året efter vandt han en etape og blev nummer to i Vuelta a España, og den raketfart, hans karriere dermed havde taget, har vakt mistro.

Froome har imidlertid en god forklaring, som går godt i spænd med det markante vægttab. I sin selvbiografi 'The Climb' fortæller Froome, at han i 2010 blev diagnosticeret med bilharziose, sneglefeber. En infektion med parasitter, der lever i blodbanen og svækker organismen.

Lidelsen er for en cykelrytter som en biologisk bremse, og først, da han blev helbredt i vinteren 2010-2011, kunne han til fulde udnytte sit enorme potentiale, skriver Froome i bogen.

30 kommentarer
Vis kommentarer