'Det er altid underholdende når Tinkov er til stede'

Matti Breschel og Christopher Juul Jensen har intet problem med deres russiske holdejer

Tinkov er en af de holdejere, som fylder allermest i cykelsporten (Foto: Claus Bonnerup)
Tinkov er en af de holdejere, som fylder allermest i cykelsporten (Foto: Claus Bonnerup)

Det har ikke kørt fuldstændig som smurt i olie for Tinkoff-Saxo i denne sæson.

Sølle to sejre er det blevet til for det ellers stjernebesatte mandskab, hvor holdets to største stjerner, Alberto Contador og Peter Sagan, står noteret for en triumf hver.

De pauvre resultater fik ifølge den franske sportsavis L 'Equipe holdets ejer Oleg Tinkov til at rasle med sablen overfor Bjarne Riis og rytterne ved det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico. Han vil se resultater nu, og har lagt et stort pres på rytterne for at præstere.

Se også: Medie: Bjarne Riis sat på plads af Tinkov

Bjarne Riis var uenig med russeren, og det førte til et skænderi mellem de to. Lød det altså fra L 'Equipe.

Men den historie kan to af holdets danskere ikke genkende. Fælles for dem begge er, at de har det fint med Oleg Tinkov, uagtet om han lægger pres på eller ej.

- Jeg ved ikke noget om noget skænderi. For jeg holder mig udenfor alt det der. Det, aviserne skriver, må vi altid tage med et gran salt. De har ikke været til stede, hvis der har været nogen konflikter, siger Matti Breschel til procycling.no.

- Tinkov har været på holdet i et stykke tid, både som sponsor og som holdejer. Han er en god nok fyr. Han er speciel og excentrisk, men han har også gode folk, som driver holdet i hverdagen. Vi ryttere har ikke så meget kontakt med Oleg. Han er med ude, har det sjovt og ser cykelløb og hygger sig gevaldigt. Men selvfølgelig vil han også have sejre, lyder det Breschel, der forventes at blive en af de vigtigste mænd for kaptajnen Peter Sagan i morgendagens klassiker Milano-San Remo.

Se også: Tinkovs nye stjerne slog endelig til

Den anden dansker i den italienske storklassiker, Christopher Juul Jensen, var med i Tirreno, og han fortæller ikke ligefrem om nogen dårlig stemning på holdet, når Tinkov er i nærheden.

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke mærker noget pres fra Oleg. Meget af det er spekulationer i medierne, sådan vil det altid være. Det er oplagt for medierne at grave i forholdet mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov, siger den humørfyldte dansker til den norske cykelhjemmeside.

- Men for mig var der god stemning. Det er altid underholdende, når Oleg er til stede ved løbene. En holdejer vil altid forvente sejre, og vi mærker intet negativt med det pres, der er.

- Olegs tilstedeværelse er enormt synlig. Han er meget livlig, det lægger jeg ikke skjul på, men det er med til at skabe stemning, mener Christopher Juul.

Se også: Riis om Contador: Frustrerende, at Touren er glippet

I morgen skal begge de to danskere knokle for Peter Sagan, så slovakken kan opfylde Tinkovs hede ønske om en klassikersejr.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere