- Det er bare forkert

21-årige Ludvig Wacker mistede modet og motivationen til at køre cykelløb - og brød sig ikke om det store medicinforbrug, der er en del af hverdagen i cykelsporten

I to år kørte Ludvig Wacker for World Tour-holdet Team DSM's udviklingshold. Dengang hed holdet Team Sunweb. Foto: Team DSM.
I to år kørte Ludvig Wacker for World Tour-holdet Team DSM's udviklingshold. Dengang hed holdet Team Sunweb. Foto: Team DSM.
Følg Cykling

Det var ikke kun det med pillerne, der gjorde udslaget. Han var heller ikke god nok til sidst, erkender han. Motivationen var væk. Og modet til at yde det maksimale i den potentielt farlige sport havde svigtet ham. 

Men den medicinerede hverdag, som mange i feltet syntes at leve i, begyndte at fylde mere og mere mentalt. I sine år som ambitiøs og langt hen ad vejen succesrig cykelrytter oplevede den nu 21-årige Ludvig Wacker en virkelighed, som han til sidst bare måtte ud af.

En virkelighed med selv ganske unge ryttere, der med den største selvfølgelighed pakker smertestillende piller i lommen på cykeltrøjen før et løb, så de kan skylle et par stykker - eller tre-fire - ned i finalen.

Ryttere, der snupper et par koffeintabletter som en fast del af rutinen. Ryttere, som bare accepterer, at et massivt indtag af piller er en del af gamet. Især koffein og smertestillende midler som Panodil og Ipren. Lovlige produkter.

- Og måske noget, der er stærkere. Jeg kan ikke bevise det, men jeg er ret sikker på, at det sker. Grænserne bliver udvisket, hvis man er vænnet til at tage medicin, hver gang man skal køre cykelløb, siger Ludvig Wacker til Ekstra Bladet.

Fik øjnene op
- Jeg anklager ingen for at gøre noget ulovligt. Jeg rejser spørgsmål om etik og moral. Det er efter min mening uetisk at indtage medicin for at være klar til et cykelløb.

- Jeg har kørt cykelløb på højt niveau uden at have taget noget, og jeg har klaret mig, men det er bare forkert, at der er nogle, der tager noget, som andre ikke tager - også selv om det er fuldt lovligt, siger Wacker.

Ludvig Wacker så ud til at styre mod en professionel fremtid inden for cykelsporten med skiftet til Sunwebs talenthold. Foto: Claus Bonnerup
Ludvig Wacker så ud til at styre mod en professionel fremtid inden for cykelsporten med skiftet til Sunwebs talenthold. Foto: Claus Bonnerup

Som yderst talentfuld rytter blev Wacker i 2019 hentet til World Tour-holdet Team DSM’s udviklingshold på en toårig kontrakt. Holdet hed dengang Team Sunweb. Det var i den periode, at han for alvor fik øjnene op for, hvad der faktisk foregik i feltet.

- Hvorfor sagde du ikke noget dengang?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg så det nok ikke som noget, der var så slemt, som det faktisk var, siger Ludvig Wacker.

- Det var sindssygt svært for mig at stoppe karrieren, og jeg har over for mig selv skullet sætte ord på, hvorfor jeg ville stoppe. Og så begynder man at se anderledes på tingene.

- Det er først nu gået op for mig, hvor forkert det her er, siger Ludvig Wacker.

Findes i alle lag
De første eksempler på overdrevet medicinforbrug i feltet oplevede Wacker helt tilbage i tiden som U15-rytter. Siden har han konstateret, at forbruget findes i alle lag - fra motionister til World Tour-ryttere.

- Når det nu var så normalt - og fuldt lovligt - hvorfor tog du så ikke selv noget?

- Jeg har vendt det i hovedet mange gange, og jeg har talt med familien om det. Men jeg har aldrig taget noget, som var i denne gråzone mellem lovligt og ulovligt, siger Ludvig Wacker og angiver Danmarks Cykle Unions nultolerance over for medicinindtag som udslagsgivende i de overvejelser, han gjorde sig.

- Der var helt klare linjer, og holdt man sig ikke inden for dem, røg man med et fingerknips af landsholdet. Og at være på landsholdet var det vigtigste for mig som juniorrytter, siger Wacker.

 - Det er selve idéen om, at man skal indtage et eller andet for at køre et cykelløb, som er mig imod. Der er alt for mange, der ser det som en selvfølge at spise piller.

- Det er ikke snyd, for de gør intet ulovligt, men det er farligt for kroppen, tror jeg.

- Og det er da i hvert fald ødelæggende for konkurrenceelementet, at der er nogle, der vinder et par procent, fordi de har fundet noget at indtage, som andre ikke har fundet, siger Ludvig Wacker.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Masser af koffein

Vidt udbredt i sporten er brugen af koffeinshots, som giver en hurtig opkvikkende effekt. Koffein har tidligere været på dopinglisten, men er i dag fuldt lovligt at bruge.

Teammanager Jesper Thiesen på CO:PLAY-Giant, som var det sidste hold, Wacker kørte på, bekræfter over for Ekstra Bladet, at ‘stort set alle bruger koffein’.

Det gælder også Ludvig Wacker. Han har jævnligt skyllet koffeinshots ned, når han skulle træne og køre løb, fortæller han. 

Men han forsikrer, at han for eksempel aldrig har blandet sig en ‘finaleflaske’ med smertestillende medicin, som skulle skylles ned på vej mod stregen.

- Jeg bryder mig simpelt hen ikke om, at man skal indtage medicin for at køre cykelløb, men det er almindeligt kendt i feltet, at det sker, siger Ludvig Wacker.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Streng selvjustits

Ekstra Bladet har forgæves søgt at få en kommentar fra Team DSM. Ludvig Wacker understreger, at han ikke har en finger at sætte på det tysk indregistrerede hold, som i hans tid hed Team Sunweb.

- Ledelsen er uhyre striks, når det gælder dopingbekæmpelse. Selv vi, der kørte på udviklingsholdet, var en del af et antidopingprogram, som ellers kun de professionelle skulle følge, siger Wacker, som i sine to år på holdet skulle gøre rede for sine opholdssteder døgnet rundt, så han altid var tilgængelig for dopingkontrol.

- Det er et hold, som gør sit yderste for at sikre, at alt foregår, som det skal, siger Wacker.

Team DSM er et af ti World Tour-hold, som er medlem af MPCC, bevægelsen for en troværdig cykelsport. Disse ti hold forpligter sig til at følge strengere antidopingregler end krævet af det internationale antidopingagentur, WADA.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter