Det kan spænde ben for EM i Danmark

En af knasterne for at afvikle de danske EM-kampe i Parken i 2021 er Tour de France-starten i Danmark

Frank Jensen, overborgmester i København, fortæller, at der er knaster, der skal løses, for at kunne afvikle EM-kampe i Parken i sommeren 2021. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Frank Jensen, overborgmester i København, fortæller, at der er knaster, der skal løses, for at kunne afvikle EM-kampe i Parken i sommeren 2021. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

En dansk EM-fest med fire fodboldkampe i Parken i sommeren 2021 er fortsat ikke på plads efter udskydelsen fra den oprindelige dato i sommeren 2020.

Det har Dansk Boldspil-Union (DBU) meldt ud, og den største udfordring ved at afvikle kampene skyldes den danske Tour de France-start, som også er sat til sommeren 2021.

Der er juridiske knaster, der skal løses mellem Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og ASO, der arrangerer Touren.

Det skriver DR Sporten, der har været i kontakt med Frank Jensen (S), overborgmester i København.

- Indtil videre er det Uefa, som har flyttet EM 2020, og derfor kan det ikke hjælpe noget, at vi fra Københavns side siger, at nu ændrer vi betingelserne.

- Der er vi et fællesskab med de andre partnere omkring Tour de France, de mange kommuner og interessenter, og der føler jeg mig stærkt forpligtet til, at vi ikke lader chancen for at få Touren til Danmark gå fra os, siger Frank Jensen til DR Sporten.

Tourens start i Danmark er sat til at blive afviklet i dagene 2., 3. og 4. juli 2021.

2. juli 2021 skal første etape af Touren afvikles i København. Det er en 13 kilometer lang enkeltstart.

Fodbold-EM er rykket et år, så slutrunden skal afvikles fra 11. juni til 11. juli 2021.

Det er fortsat ambitionen, at Danmark i juni 2021 skal spille sine tre EM-kampe i det indledende gruppespil mod Finland, Belgien og Rusland i Parken i København.

Desuden skal der i den oprindelige plan efterfølgende spilles en ottendedelsfinale i København. De i alt fire kampe vil i så fald blive spillet, kort inden at Touren skydes i gang i Danmark.

Det er det, der skaber bøvlet.

Frank Jensen, der også er formand for interessentselskabet Grand Depart Copenhagen Denmark, der står for Tourens start i Danmark, fortæller, at Uefa og ASO skal få nogle store kommercielle ender til at mødes.

- Der er jura og kontrakter, som betyder meget for Uefa og ASO, og de kontrakter kigger vi også ind i.

- Det er ikke altid nok med vilje, hvis ikke der er et farbart juridisk spor, som man kan se sig selv ind, siger Frank Jensen.

11 kommentarer
Vis kommentarer