Det rene vanvid: Cykeltalent skudt på træningstur

Den 18-årige franske cykelrytter Clément Delcros blev skudt i skulderen under en træningstur hjemme i Toulouse

Et fransk cykeltalent blev skudt i skulderen under en træningstur. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix
Et fransk cykeltalent blev skudt i skulderen under en træningstur. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix

Tirsdagens træningstur fik en noget anderledes afslutning end forventet for Clément Delcros.

Det 18-årige franske cykeltalent endte nemlig på hospitalet, da han blev ramt af et skud i skulderen tæt ved sit hjem i en forstad til Toulouse.

- Jeg var ved at afslutte min træning - jeg var en kilometer hjemmefra. Jeg kørte med 50 km/t på et falsk plateau lidt ned ad bakke. Det var en helt normal vej. Jeg så, at en bil holdt i den anden side. Da jeg var på højde med bilen, hørte jeg et smæld, siger Clément Delcros til DirectVélo.

Rytteren, der repræsenterer det lille hold AVC Aix-en-Provence, der kører i den franske 1. division - niveauet lige under continental-niveau - var i første omgang ikke klar over, hvad der var galt.

- Jeg så, at jeg havde en plet på min venstre skulder, og jeg spekulerede på, om ejeren af bilen havde kastey en sten eller noget andet på mig. Jeg forstod det ikke straks.

- Men så så jeg, at jeg blødte kraftigt, og så stoppede jeg med det samme, og der kom folk over og spurgte, om jeg havde brug for hjælp, siger Delcros.

Da han var tæt ved et hospital, kørte han selv derhen på sin cykel, men han blev hurtigt overflyttet til et større af slagsen, da de fandt ud af, at det drejede sig om et skudsår.

Heldigvis var der tale om en lille kaliber, der ikke havde gjort større skade end at tilføje den 18-årige rytter et kødsår, og han fortæller, at han har det okay omstændighederne taget i betragtning.

- Jeg er ked af det her og en smule i chok. Da det gik op for mig, tænkte jeg, 'der er virkelig nogle idioter derude'.

- Jeg har fået en masse støtte - hundredevis af beskeder og tilkendegivelser via de sociale medier, siger franskmanden,.

Han understreger dog, at han ikke er bange, når han igen skal ud på træningstur.

- Overhovedet ikke. Jeg har ingen problemer med at komme forbi stedet igen. Jeg har haft en ulykke før - med en autocamper. Sådan er det. Men at blive skudt på... Der siger jeg til mig selv, det kan ikke ske to gange. Så jeg tænker allerede fremad, siger Clément Delcros.

Cykelboss er død: Nu er storhold truet på eksistensen

Jubler over dansk super-forår: Bedste sæson i generationer