DIF pønser på en undersøgelse af Danmarks Cykle Union

DCU-formand Henrik Jess Jensen står anklaget for magtmisbrug og nepotisme. DIF overvejer at gå ind i sagen

DCU-formand står anklaget for magtmisbrug og nepotisme, og nu overvejer DIF's Etisk Komité at undersøge sagen nærmere. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
DCU-formand står anklaget for magtmisbrug og nepotisme, og nu overvejer DIF's Etisk Komité at undersøge sagen nærmere. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

De seneste uger har det haglet ned om ørerne på formand for Danmarks Cykle Unions (DCU) formand, Henrik Jess Jensen, med dårlige sager i landets medier.

Det har øjensynligt fanget Danmarks Idrætsforbunds (DIF) interesse.

- Det kunne teoretisk set godt være en sag, som DIF's Etisk Komité forholdt sig til.

- Det ville som udgangspunkt kræve en henvendelse fra en af sagens parter. Vi har hjemmel i DIF's love til at tage sager op af egen drift, men det er altid bedre, hvis det sker på baggrund af en henvendelse udefra, oplyser formand for DIF's Etisk Komité Ole Borch i en mail.

Det blev vedtaget ved DIF's årsmøde i maj 2019, at forbundet skulle have en uafhængig etisk komité, men selve komitéens arbejde startede først ved årsskiftet.

Henrik Jess Jensen er træt af, at de mange sager har kørt i medierne, og han er glad for, at der findes en etisk komité, der kan tage sig af den slags spørgsmål.

- Det er præcis sådan noget en etisk komité er til for.

- Jeg har selv været med til at stemme for, at vi skulle have en etisk komité i DIF, så det er jeg glad for, siger han.

Henrik Jess Jensen har været centrum i en række dårlige sager i de seneste uger.

Først gik tidligere løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt Jesper Worre i medierne og fortalte, at han var blevet fyret. DCU ville ikke bekræfte det.

Bestyrelsesmedlem Bo Belhage mente, at formanden havde handlet hemmelighedsfuldt og egenrådigt ved at fyre Jesper Worre og udtrykte offentligt sin mistillid til formanden.

Længe gik der ikke, før en anklage om magtmisbrug landede.

Catherine Marsal, der er tidligere landstræner for det danske kvindelandshold i cykling, anklagede Henrik Jess Jensen for at have tvunget hende til at udtage hans datter til landsholdet.

Henrik Jess Jensen mener selv, at han henvendte sig til Marsal i rollen som far og altså ikke som formand for DCU.

Til DCU's årsmøde søndag var der også udsendt materiale, der antydede, at Henrik Jess Jensen misbrugte sin position som formand for DCU til at tildele Aalborg Kommune, hvor han er afdelingsleder for infrastruktur og veje, retten til at afholde Gran Fondo VM, også kendt som amatør-VM i cykling.

Der var samtidig et bud på Gran Fondo VM fra Destination Fyn. Administrationen i DCU vurderede, at man ikke kunne anbefale det ene tilbud frem for det andet.

Henrik Jess Jensen mener ikke, at han har gjort noget forkert, da han fortæller, at han ikke var en del af den endelige beslutning om at tildele Aalborg Kommune opgaven.

0 kommentarer
Vis kommentarer