DM-favorits bizarre opvarmning: Kan intet huske

Rasmus Quaade udråber sig selv som favorit til at genvinde DM i enkeltstart, selv om han i denne sæson ikke har fået tingene til at spille

RØNDE (Ekstra Bladet): - På en eller anden måde vil jeg sige, at jeg er endnu større favorit end sidste år, hvor jeg havde været skadet meget op til og alligevel vandt relativt stort.

Sådan vurderer den forsvarende danske mester i enkeltstart, Rasmus Quaade, muligheden for at vinde sin i alt tredje titel, når landets hurtigste cyklister til aften ruller ud på de 39,2 km, der udgør årets DM-rute i enkeltstart.

Den 25-årige Cult Energy-rytter er klar over, at han i sin debutsæsonen som fuldtidsprofessionel ikke just har imponeret. Men han henter selvtillid i, at han netop er vendt hjem fra European Games, hvor han blev nr. fem på enkeltstarten og leverede sæsonens klart bedste resultat.

- Inden tænkte jeg meget ’gad vide, hvordan det kommer til at gå?’. For når man kører med de professionelle, så får man mange ’køreture’ (når man dårligt kan følge med, red.) hele tiden - eller jeg har. Så jeg har ikke rigtig vidst, om jeg har kørt stærkt. Og følelsen i benene har heller ikke været fantastisk.

- Men da jeg blev femmer, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle vinde DM, selv om der er gode ryttere med, siger Rasmus Quaade.

Se også: Dansk stortalent kører Danmark Rundt - uden sit hold

Ruten i Rønde er vindblæst og temmelig kuperet. Men det bekymrer dog ikke Quaade synderligt.

- Den er lidt mere kuperet og teknisk. Men det ændrer ikke på noget. Det er ikke ruten, der kommer til at afgøre det. Det er altid enkeltstartsryttere, der vinder, vurderer Rasmus Quaade.

Han er selv kendt for at kunne køre sig lige til grænsen. Det kan han, fordi han mindst et døgn inden start går ind i en så meditativ koncentration, at han har svært ved at huske de helt elementære ting, der skal være på plads for at køre et godt løb.

- Jeg bruger ekstremt meget tid på at forberede mig mentalt. Og jeg kan køre stærkere end normalt og stærkere, end jeg ellers ville kunne, netop fordi jeg bruger så meget tid på at fokusere på at køre stærkt.

Se også: Lars Bak udtaget til sit femte Tour de France

- Det er helt vildt. For jeg kan ikke huske, hvad jeg skal. Jeg har skrevet alt ned for at huske det.

- Jeg kan end ikke huske mit eget opvarmningsprogram. Forrige år kørte jeg et forkert opvarmningsprogram, fordi jeg var så fokuseret på at køre stærkt. Og vi taler altså to intervaller – det burde være til at overskue.

- Jeg har også svært ved at pakke, og jeg skriver også en plan over, hvornår jeg skal spise. Ellers kan jeg ikke huske det, siger Rasmus Quaade.

Han har dog relativt meget styr på sine sedler og satser derfor på at komme til startrampen i Rønde i nogenlunde ordentlig forfatning.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere