Dødsfald, iltmaske og drama: Det skaldede bjerg er tilbage

Tour de France vender efter alt at dømme tilbage til Mont Ventoux i Provence næste år. ’Det skaldede bjerg’ har tidligere leveret drama og endog død i verdens største cykelløb

Briten Chris Froome på vej mod en overbevisende, opsigtsvækkende sejr på Mont Ventoux i 2013. Han vandt også Touren samlet det år. (Foto: AP).
Briten Chris Froome på vej mod en overbevisende, opsigtsvækkende sejr på Mont Ventoux i 2013. Han vandt også Touren samlet det år. (Foto: AP).

Det ultimative drama i et cykelløb er kampen for liv og død, og den har i bogstavelig forstand været udkæmpet på Mont Ventoux i et af de sorteste kapitler i Tourens historie. Det var i 1967, da briten Tom Simpson i den stegende hede og under indflydelse af en cocktail af cognac og dopingstoffer mistede livet tæt på toppen.

Næste år vender Tour de France atter tilbage til ’det skaldede bjerg’ i Provence, og at dømme efter forlydender om rutens udformning kan Mont Ventoux atter blive det dramatiske højdepunkt i løbet – forhåbentlig kun med kamp på liv og død i overført betydning.

Se også: Touren 2016: Ingen store overraskelser i vente

Bjerget har lukket luften ud af talrige store drømme og forhåbninger, mens nogle få har fejret deres største triumf ved foden af vejrstationen på toppen. 15 gange er Tour-feltet gennem tiderne drevet op på toppen – ni gange med mål på toppen og seks med efterfølgende nedkørsel og mål i lavlandet.

Her er de fem vildeste ridt på Mont Ventoux, siden bjerget første gang blev inkluderet i Tour de France i 1951:

1. Tom Simpson (Storbritannien) 1967

Britiske fans ved mindesmærket for Tom Simpson nær toppen af Mont Ventoux under Touren 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Britiske fans ved mindesmærket for Tom Simpson nær toppen af Mont Ventoux under Touren 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

Briten dør på Mont Ventoux i 1967. ’Hvis man dør af ti, så tager jeg ni’, skal Simpson engang have sagt om doping, som i hans tid snarere var reglen end undtagelsen.

Han var den første engelsktalende superstjerne i feltet – den første i den gule trøje, den første verdensmester, den første klassikervinder. Penge tjente han i rigt mål som professionel, men hans forbrug pressede ham også til altid at forsøge at præstere det optimale.

Han stillede til start i 1967 med det erklærede mål at gøre en så god figur, at han kunne score kassen på at køre de efterfølgende gadeløb.

Under løbet blev han ramt af sygdom, men han insisterede på at fortsætte. 13. etape fra Marseille til Carpentras gik over Mont Ventoux, hvor heden var umenneskelig.

Ifølge journalisten William Fotheringhams Simpson-biografi ’Put me back on my bike’ blev der rapporteret om en temperatur på 54 grader på Mont Ventoux den dag. På vej op mistede Simpson kontakten til de førende ryttere og begyndte nær toppen at slingre faretruende.

Cirka 500 meter fra vejrstationen drattede han om med hedeslag og hjertestop, og hans liv stod ikke til at redde. Obduktionen afslørede amfetaminer og alkohol i blodet. Tom Simpson blev 29 år.

2. Eddy Merckx (Belgien) 1970

Alle tiders bedste cykelrytter, Eddy Merckx, fotograferet under Tour de France 2014, da Touren besøgte Ieper i Vestflandern. (Foto: Claus Bonnerup).
Alle tiders bedste cykelrytter, Eddy Merckx, fotograferet under Tour de France 2014, da Touren besøgte Ieper i Vestflandern. (Foto: Claus Bonnerup).

Belgieren er alle tiders bedste cykelrytter og var i 1970 ivrig efter at sætte alle på plads, da Mont Ventoux for tredje gang i Tourens historie var etapemål. Merckx’ manager, Vicente Giacotto, var død dagen før, og Merckx ville dedikere en storslået sejr til ham.

Han vandt på Mont Ventoux, men bjerget understregede sin betydning ved fuldstændigt at udmatte den brillante belgier. Han kørte sig til den yderste grænse efter at have hægtet sin værste rival, Joaquim Agostinho, af 10 kilometer fra stregen.

Da Merckx alene passerede Simpson-monumentet nær stregen, løftede han sin kasket og ærede sin døde holdkammerat, men det var med sine sidste kræfter.

Han kollapsede på toppen – efter at have gispet ordene ’Nej, det er umuligt!’ – og behøvede en iltmaske for at komme sig inden sejrsceremonien. Det blev ’Kannibalens’ eneste sejr på ’det skaldede bjerg’.

3. Ferdinand ’Ferdi’ Kübler (Schweiz) 1950

Ferdi Kübler fejrer sin sejr på sjette etape af Touren 1950, som han vandt samlet. (Foto: AP).
Ferdi Kübler fejrer sin sejr på sjette etape af Touren 1950, som han vandt samlet. (Foto: AP).

Han er en af de skæveste eksistenser i Tourens historie, og han understregede den position, da han i 1955 brændte helt sammen, da han for første og sidste gang prøvede kræfter med Mont Ventoux. Det skete på 11. etape fra Marseille til Avignon. Kübler, som vandt Touren i 1950, var mildt sagt ikke som de fleste andre.

På sit gebrokne franske omtalte han helst sig selv i tredje person ental, og han var kendt som en ivrig ’trash-talker’, som sværtede sine konkurrenter til, mens han fremhævede sig selv.

Journalisten Les Woodland fortæller på cyclingnews.com, at Kübler gerne lod sig falde tilbage til servicevognene for højtråbende at bekendtgøre, at ’Ferdi angriber snart. Er I klar?’, hvorefter han strøg tilbage i feltet – for så atter at lade sig falde tilbage for at understrege sin pointe: ’Ferdi stor hest. Ferdi angriber. Er jeres drenge klar?’

På Mont Ventoux angreb Kübler impulsivt ti kilometer fra stregen, men han overvurderede sig selv, og snart begyndte skummende mundvand at pible ud af mundvigene på ham, mens han slingrede og syntes at have mistet jordforbindelsen.

Vel over toppen, trods alt, styrtede han på nedkørslen et par gange og sprang så pludselig ind på en bar for at få en forfriskning.

Da han kom i sadlen igen, begyndte han at køre den forkerte vej, men en bargæst fik ham stoppet og vendt om. Kübler kiggede undersøgende på manden og skød så af sted under kampråbet ’Gå væk! Ferdi eksploderer!’

I Avignon var Kübler så udmarvet og desillusioneret, at han simpelt hen opgav og aldrig igen kørte Tour de France. ’Han er for gammel, Ferdi. Han er for syg. Ferdi slog sig selv ihjel på Ventoux’, sagde han. Kübler er i dag 96 år og er den ældste Tour-vinder i live.

4. Eros Poli (Italien) 1994

Det kræver sin mand - sædvanligvis en spinkel bjergrytter - at bestige Mont Ventoux sejrrigt. Store, stærke Eros Poli var undtagelsen i 1994. (Foto: L'Equipe)
Det kræver sin mand - sædvanligvis en spinkel bjergrytter - at bestige Mont Ventoux sejrrigt. Store, stærke Eros Poli var undtagelsen i 1994. (Foto: L'Equipe)

Poli var en stor og stærk hjælperytter, som ingen havde skyggen af forventning til, da han i 1994 på 15. etape fra Montpellier til Carpentras skød af sted i et optimistisk soloangreb. Forude tronede ’det skaldede bjerg’, som selvfølgelig ville suge al kraft ud af Poli og overlade kampen om etapesejren til andre.

Den store italiener skulle i Touren have ført an i superstjernen Mario Cipollinis sprintertog, men han stillede ikke til start på grund af et slemt styrt i Vuelta a España. Poli var derfor en fri fugl, og han havde set sig varm på Mont Ventoux-etapen.

Han kalkulerede med, at nåede han bare toppen først, ville han med sin store statur kunne holde alle bag sig på nedkørslen og frem til Carpentras. Han stak af fra feltet med 100 kilometer til foden af Mont Ventoux og regnede med, at han skulle bruge et forspring på 24 minutter for at føre sin plan ud i livet.

Han havde et forspring på 25 minutter og 30 sekunder, da han nåede Mont Ventoux, og han rundede toppen først og kørte sejrrigt ind i Carpentras. Det blev karrierens største sejr, og han blev kåret som løbets mest angrebsivrige rytter.

5. Marco Pantani (Italien) 2000

Marco Pantani vandt en bittersød sejr på Mont Ventoux over Lance Armstrong i 2000. (Foto:L'Equipe)
Marco Pantani vandt en bittersød sejr på Mont Ventoux over Lance Armstrong i 2000. (Foto:L'Equipe)

Selv om den ene med garanti var dopet, og den anden nok ikke havde grund til at føle sig snydt, er duellen mellem Lance Armstrong og Marco Pantani på Mont Ventoux i 2000 en af de mest underholdende og intense i Tour-historien.

På bjerget skilte de sig ud og kørte alene mod toppen i et fængslende opgør mellem Tour-vinderne fra 1998 og 1999. Helt til stregen kørte de side om side, indtil Armstrong på de sidste meter tilsyneladende lod Pantani vinde i en gestus som vel skulle opfattes som en hyldest til den italienske klatrer.

Pantani brød sig imidlertid ikke om at få en så fornem sejr foræret. Han kunne nok vinde ved egen kraft, mente han, og han så Armstrongs optræden som en hån. Texaneren var ikke mindre ærekær, så han lod forstå, at han for sidste gang havde uddelt gaver i Tour-feltet. 'Pantani er en stor klatrer, en stor mester, men han var ikke den bedste på Ventoux, og det ved alle,' sagde Armstrong.

Han vandt Touren for anden gang det år og fortsatte sin stime frem til og med 2005. Siden måtte han indrømme sit massive dopingmisbrug, og hans syv sejre blev slettet, så der i dag ingen officiel vinder er at Tour de France 1999-2005. Pantani sank efter sit karrierestop ned i modløshed og narkotikamisbrug og døde af en overdosis kokain i 2004.

2 kommentarer
Vis kommentarer