Dopingfældet toprytter: 'Man skulle være ekstremt dum og uvidende'

Den slovenske toprytter Janez Brajkovic er hårdt ramt af sin dopingsag, som han hævder sig uskyldig i

Janez Brajkovic kørte i 2010 Tour de France for det amerikanske Radioshack-mandskab, som havde Lance Armstrong som holdkaptajn. Foto: Claus Bonnerup.
Janez Brajkovic kørte i 2010 Tour de France for det amerikanske Radioshack-mandskab, som havde Lance Armstrong som holdkaptajn. Foto: Claus Bonnerup.

Når en professionel cykelrytter i sin karrieres absolutte efterår forsøger at skabe sig en levevej ved at træne og coache andre atleter, er det intet mindre end en katastrofe at blive fældet for doping.

Det er, hvad der er sket for sloveneren Janez Brajkovic, som har accepteret ti måneders karantæne for brug af methylhexanamin, selv om han afviser overlagt doping.

Hans accept skyldes alene erkendelse af, at han risikerede en endnu længere straf og store økonomiske omkostninger, hvis han havde krævet sagen kørt som en regulær dopingsag i sportens retssystem.

- Der er tale om et stof, som ikke virkelig forøger præstationsevnen. Man skulle være ekstremt dum og uvidende for at bruge det stof med fuldt overlæg, skriver Janez Brajkovic i en mail til Ekstra Bladet.

- Der er ingen forskning, der beviser, at stoffet i sig selv forbedrer et menneskes præstationsevne. Det har derimod slemme bivirkninger, skriver Brajkovic som yderligere argument for, at ingen atlet med sin forstand i behold efter hans overbevisning ville indtage methylhexanamin med overlæg.

Som det er tilfældet med den danske landsholdsrytter Mattias Skjelmose Jensen, som også for nylig er tildelt ti måneders karantæne for indtagelse af methylhexanamin, hævder Brajkovic, at stoffet er kommet ind i hans organisme via et kosttilskud.

Brajkovic (th) var i 2013 hjælperytter for Jakob Fuglsang i Tour de France, men han styrtede og måtte udgå, før han overhovedet fik bevist sit værd. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Brajkovic (th) var i 2013 hjælperytter for Jakob Fuglsang i Tour de France, men han styrtede og måtte udgå, før han overhovedet fik bevist sit værd. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Karrieren igennem har Brajkovic brugt de samme kosttilskud, men før 2018-sæsonen tilføjede han et produkt, som skulle hjælpe ham til vægttab, fortæller han på sin blog. Han kontrollerede omhyggeligt, at alle ingredienser var tilladt, understreger han. Da den positive prøve var en realitet, stod det ham snart klart, at producenten af kosttilskuddet er kendt for i andre produkter at have brugt methylhexanamin.

Han var imidlertid ikke i stand til at bevise, at det ulovlige stof i hans urin stammede fra det kosttilskud, han havde indtaget, og han blev nødt til at acceptere UCI’s forlig.

- Der er mange ubesvarede spørgsmål i hele processen. Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan hævde, at der er foregået noget mistænkeligt, men det er dog sært, at min prøve i to måneder var strandet uåbnet i Grækenland, før den blev sendt til et laboratorium i Køln, skriver Brajkovic til Ekstra Bladet.

Han har, siden han selv offentliggjorde sin dopingkarantæne på sin blog, modtaget et væld af positive tilkendegivelser, men han har også modtaget mange hadefulde beskeder.

- Jeg har intet at tabe. Når man står på bunden, er man pludselig frygtløs og parat til alt.

- Tak for støtten. Og til alle dem, der hader mig: Det er o.k. Jeg bebrejder jer ikke noget, og jeg elsker jer uanset hvad, skriver Brajkovic på sin blog.

Janez Brajkovic er i dag 35 år gammel. Han blev professionel på det amerikanske Discovery-mandskab i 2005 og har desuden kørt for Astana, Radioshack, United Healthcare, Bahrain-Merida og senest det slovenske kontinentalhold Adria Mobil.

Karrierens største resultat er sejren i Critérium du Dauphiné i 2010.

Se også: Se Tour'ens pengeliste: Disse hold scorer kassen

Se også: Holdt rytter i hånden på dramatisk billede: Nu forsvarer han kørslen

Se også: Dansk cykelprofil i chok over dødsfald: - Han var for ung til at dø

Se også: Glæd jer: 2018 var exceptionelt - 2019 bliver ikke ringere

Se også: Et lager med testosteron: Voldsomme anklager mod udskældt læge

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere