Drama ved seksdagesløbet: Rytter og arrangør i infight

Arrangør Michael Sandstød og Michelle Lauge Quaade fra kvindernes Par nr. 7 i klammeri - rytteren smidt ud af løbet

Michelle Lauge i spidsen for det kvindelige felt ved seksdagesløbet i Ballerup. På næstsidste dag måtte hun dog forlade løbet efter en kontrovers med arrangør Michael Sandstød. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Michelle Lauge i spidsen for det kvindelige felt ved seksdagesløbet i Ballerup. På næstsidste dag måtte hun dog forlade løbet efter en kontrovers med arrangør Michael Sandstød. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

BALLERUP (Ekstra Bladet): Seksdagesløb er, som den gamle seksdagesvals prædiker: ’Stemning og fest’.

Men det er også blod, sved og tårer – og drama. Og ikke kun på banen.

For i fredags fik publikum en forestilling ud over det sædvanlige i Ballerup Super Arena.

Efter kvindernes sidste jagt på løbets næstsidste dag blev der udråbt en forkert vinder – dommerne glemte ganske enkelt at tildele flere par en omgang, de ellers havde erobret.

Det faldt Michelle Lauge Quaade – en del af Par nr. 7 – for brystet, og hun henvendte sig derfor direkte til arrangør Michael Sandstød ved inderkredsen. Hun mente nemlig, at hun sammen med makkeren Amalie Winther Olsen, havde vundet.

- Hun flipper ud og farer i hovedet på ham og skubber ham i brystet, da hun mener, at hun er blevet snydt.

- Hun bliver ved, og Sandstød får nok. Han tager hende i armen for at føre hende væk og tilkalder så mig, siger sikkerhedschef Monica Stibbern, der besvarer spørgsmål i sagen i stedet for Michael Sandstød, der ikke vil udtale sig.

Sikkerhedschefen fører Michelle Lauge Quaade til en udgang og beder hende om at aflevere sit adgangskort, der altså dermed betyder, at hun også bliver taget helt ud af løbet. Derefter går hun tilbage for at hente rytterens ting.

- Da jeg kommer tilbage, taler hun i telefon med politiet, og hun får at vide, at hun skal henvende sig tirsdag.

- Da hun er færdig, sagde jeg til hende, at hendes opførsel havde været dårlig, og det kan hun godt forstå. Jeg får hende til at falde til ro og siger, at hvis hun skal undersøges på skadestuen, skal hun ringe 1813 først, forklarer Monica Stibbern.

Hun tror ikke, at en anmeldelse vil føre til noget.

- Der har faktisk ikke været noget voldsomt ved det hele, og hun forlader området helt roligt, siger hun.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Michelle Lauge Quaade, der dog ikke ønsker at give sin version af sagen.

- Jeg er udelukket af løbet, og det er ikke på grund af min opførsel på banen. Der er en sag i gang, og derfor vil jeg ikke udtale mig på nuværende tidspunkt, siger Michelle Lauge Quaade, der altså ikke var med til den sidste konkurrencedag, der derfor var helt uden Par nr. 7.

Løbet blev lørdag vundet af det britiske par, Rebecca Raybould og Jessica Roberts. En omtælling af fredagens sidste jagt viste i øvrigt, at Michelle Lauge Quaade og Amalie Winther Olsen ikke vandt, men blev nummer to.

Se også: Mesteren ydmyget

Se også: Ikonisk par halter efter toppen til seksdagesløbet

Se også: Retfærdighed! Cykelrytter renses for alle anklager

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere