Jonas Vingegaard kunne intet stille op over for en suveræn Tadej Pogacar, der satte alle konkurrenterne til vægs på sidste etape af årets Paris-Nice.
Sidste års Tour-vinder kom i mål som nummer to, men det ændrede ikke på, at den danske stjerne må nøjes med en samlet tredjeplads i det traditionsrige cykelløb.
Efterfølgende måtte Jonas Vingegaard lægge sig fladt ned og erkende, at hans store konkurrent lige nu er den bedste.
- Selvfølgelig havde jeg håbet, at jeg kunne vinde. Men hvis der er en, der er så meget bedre, end jeg nu var, må man være tilfreds med det.
- Jeg håber, at jeg kan blive bedre til Tour de France, og det tror jeg også på, at jeg kan, sagde danskeren til Ekstra Bladet efter etapen.
Sender besked til danskerne
Thyboen er dermed fuldt fokuseret på at forbedre sig frem mod sommeren, når en ny duel mod det slovenske fænomen med stor sandsynlighed venter.
- Jeg ved, at jeg har har noget arbejde, der skal gøres frem til Tour de France. Jeg er der ikke endnu, så jeg kommer helt sikkert på at se på, hvad jeg kan gøre bedre. Forhåbentlig kan jeg møde op til Tour de France i den bedst mulige form.
- Skal de danske cykelfans være bekymrede i forhold til dine vinderchancer i Touren?
- Nej, det synes jeg ikke, de skal. Det var det samme sidste år, svarede Vingegaard med henvisning til sidste forår, hvor han under Tirreno-Adriatico heller ikke var i nærheden af at slå Pogacar.
Havde ikke en chance
Jonas Vingegaard lægger dog alligevel ikke skjul på, at han havde sat næsen op efter mere forud for Paris-Nice, der var den eneste direkte duel mellem Pogacar og ham inden Tour de France til sommer.
- På en eller anden måde havde jeg håbet, at jeg var lidt tættere på topniveauet, men sådan er det jo bare, og så må vi se, hvad man kan gøre anderledes.
På 8. og sidste etape af Paris-Nice sad Jumbo Visma-stjernen i favoritgruppen og følte sig nogenlunde tilpas, men da Pogacar først lukkede op for gassen på den sidste stigning, var der ikke noget at gøre.
- Jeg synes, det var okay. Det var selvfølgelig fuld gas hele dagen, så det var en sjov dag faktisk. Jeg kan godt lide, at alle stigninger blev kørt med fuld gas, så det var spændende.
- Da Adam Yates prøvede, tænkte jeg, 'okay, jeg er ikke virkelig på grænsen', men da Pogacar så kørte, havde jeg ikke rigtig chancen for at køre med ham.
Søndagens etapesejr var den tredje af slagsen for Tadej Pogacar i det ugelange etapeløb, der dermed også blev vundet i suveræn stil.
Sloveneren endte med at være 1 minut og 39 sekunder foran Vingegaard, der også må se sig slået af franske David Gaudu i den samlede stilling.