Efter rygtestormen: 'The Riis & Seier Project' indkalder til pressemøde

Makkerparret Bjarne Riis og Lars Seier Christensen har sat navn på deres fælles projekt, som 'burde have interesse for både erhvervs- og sportsredaktionen'

Bjarne Riis og Lars Seier præsenterer torsdag deres fælles projekt ved et pressemøde på Hotel D'Angleterre i København. (Foto: Claus Bonnerup)
Bjarne Riis og Lars Seier præsenterer torsdag deres fælles projekt ved et pressemøde på Hotel D'Angleterre i København. (Foto: Claus Bonnerup)

Uden at nævne Bahrain eller blot antydningsvis lade forstå, at udenlandske interessenter er indblandet, har Bjarne Riis og Lars Seier Christensen mandag formelt indkaldt til pressemøde på torsdag, hvor de vil præsentere deres længe ventede, fælles projekt.

'The Riis & Seier Project' hedder foretagendet, som ifølge invitationen 'burde have interesse for både erhvervs- og sportsredaktionen'. Derudover er der ingen oplysning om, hvad projektet handler om.

Længe har forlydender om Bjarne Riis' flirt med den overjordisk rige kongefamilie i Bahrain cirkuleret i cykelverdenen, og i weekenden meddelte prins Nasser Bin Hamad Al Khalifas, at hans drøm om et stort, professionelt cykelhold nu bliver til virkelighed. Snart blev Riis bragt på tale, og selv om forbindelsen med prinsen og Riis ikke officielt er bekræftet, synes alle iagttagere at tage for givet, at Riis nu omsider gør comeback.

Se også: Medie: Riis og Seier med i kæmpe cykelprojekt

Umiddelbart tyder intet dog på, at torsdagens pressemøde har noget med Bahrain og et professionelt cykelhold at gøre.

Riis kan udmærket være involveret i det bahrainske cykelprojekt, men hvad angår samarbejdet med Lars Seier Christensen er det mere sandsynligt, at det handler om et cykelprojekt for velhavende erhvervsfolk i det eksplosivt voksende marked for unikke træningsforløb under ledelse af kendte cykelryttere.

Et sådant projekt er udtryk for et ambitionsniveau, man normalt ikke forbinder med Bjarne Riis, idet enhver, der kender den fåmælte jyde, vil hævde, at han udelukkende interesserer sig for cykling på absolut højeste niveau. Dog kunne 'The Riis & Sejer Project' sagtens være en trædesten frem mod noget endnu større.

Se også: Lars Seier og Riis' nye projekt: Vi har store ambitioner

Riis' ældste søn, Jesper, var sidste år koordinator i Saxo Bank for et stort erhvervskundeprojekt, som bragte 130 erhvervsfolk gennem et træningsforløb, som sluttede med gennemkørsel af sidste etape af Vuelta a España. Det blev beskrevet som en kæmpe succes, og det er nærliggende at tro, at Jesper Riis også er involveret i 'The Riis & Sejer Project'.

Lars Seier Christensen har ifølge sine hyppige Facebook-opdateringer allerede har investeret i firmaet GoSpoort, som tilbyder skræddersyede sports- og træningsoplevelser. Et marked, som ifølge Seier Christensen omsætter for ikke mindre end 28 milliarder kroner årligt.

Pressemødet torsdag finder sted kl. 12.30 på Hotel D'Angleterre i København.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere