Efter stor skuffelse: Dansk talent sejrede i Danmark Rundt

Mads Pedersen vendte skuffelse til succes, da den 22-årige rytter vandt enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt

Mads Pedersen vandt fjerde etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt - en enkeltstart på 19, 1 kilometer med start og mål i Nykøbing-Falster.. Foto: Ritzau Scanpix
Mads Pedersen vandt fjerde etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt - en enkeltstart på 19, 1 kilometer med start og mål i Nykøbing-Falster.. Foto: Ritzau Scanpix

Mads Pedersen havde håbet på at gøre sig gældende i klassementet i cykelløbet PostNord Danmark Rundt i år.

Det lykkedes ikke for den 22-årige vinder af løbet i fjor, men lørdag slog Mads Pedersen fra det danske landshold til på næstsidste etape i løbet.

Her vandt han enkeltstarten med tiden 21 minutter og 52 sekunder.

4. etape havde start og mål i Nykøbing-Falster, hvor rytterne skulle tilbagelægge 19,1 kilometer.

Ruteprofilen var stort set flad, men der var fire skarpe sving inden for de sidste 1000 meter.

23-årige Wout van Aert (Vérandas Willems), der er trefoldig verdensmester i cykelcross, vandt torsdag kongeetapen og kørte sig i førertrøjen, som han beholdt efter fredagens 3. etape.

Inden lørdagens enkeltstart førte belgieren således i den samlede stilling med seks sekunder ned til Alexander Kamp, mens Robin Carpenter på tredjepladsen var yderligere fire sekunder efter.

Belgieren kørte i næstbedste tid og var blot syv sekunder langsommere end Mads Pedersen.

Dermed kører Wout van Aert også søndagens sidste etape i førertrøjen, og belgieren har et forspring på 32 sekunder ned til Rasmus Quaade, mens Lasse Norman Hansen er nummer tre og er 36 sekunder efter.

Lasse Norman Hansen havde 11 sekunder op til Wout van Aert inden etapen, og med en femteplads på etapen lykkedes det ikke at køre sig på podiet for den danske temporytter fra Aqua Blue Sport.

Forinden var Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg-Bornholm), der er tredobbelt danske mester i enkeltstart, i gang, efter at han for lidt over en uge siden forsøgte at slå timerekorden i Mexico.

Martin Toft Madsen satte den foreløbigt bedste tid med 22 minutter og 3 sekunder. Tiden var god nok til en tredjeplads på etapen, og den blev et pejlemærke for favoritterne, der fulgte efter.

For kort efter kørte Mads Pedersen sig så helt ud og slog den tid med ti sekunder, og ingen formåede senere at overgå Mads Pedersens tid.

Rasmus Quaade kom i mål i fjerdebedste tid og var 18 sekunder efter Mads Pedersen, og det rakte altså til andenpladsen i den samlede stilling.

Faktisk lå Quaade til at tage førertrøjen, inden Wout van Aert som sidste mand begav sig ud på de 19,1 kilometer, men den belgiske crossrytter var for hurtig.

Løbet afsluttes søndag med en 198,8 lang etape fra Faxe til Frederiksberg i København med afslutning på Frederiksberg Allé.

Se også: Vandt Tour de France: Nu er han anholdt på Mallorca

Se også: Landevejens største mirakel: Var tæt på at dø seks gange!

Se også: Undres over dansk stjernes kæmpe transfer: - Det handler om penge

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere