Fire måneders betinget fængsel.
Sådan lyder straffen til den kvinde, der forårsagede et voldsomt styrt under 1. etape af årets Tour de France, skriver engelske The Independent.
Kvinden stod med et papskilt i vejkanten, men fordi hun ville have sit papskilt i fjernsynet, kom hun så tæt på rytterne, at Tony Martin ramte skiltet og startede en lavine af styrt. Den nu 31-årige kvinde blev efterfølgende anholdt, og fik fredag dommen ved retten i Brest i Frankrig.
Flere ryttere måtte efterfølgende udgå af Tour de France på grund af de skader, de pådrog sig - heriblandt brækkede knogler.
Se episoden halvandet minut inde i klippet her:
Kvinden var tiltalt for at bringe liv i fare og for uagtet at være skyld i personskader. I retten fortalte den franske kvinde, at hun er flov over episoden.
- Jeg skammer mig. Jeg er en stille person. Alt, der er sket, er det modsatte af, hvem jeg er, forklarede hun.
Hun flygtede efterfølgende fra stedet og gemte sig i fire dage, inden hun selv meldte sig til politiet og blev anholdt.
Artiklen fortsætter under billedet..
Blandt rytterne håber man, at dommen kan skabe opmærksomhed og forhindre, at noget lignende sker i fremtiden.
- Folket er essentielt i forhold til cykelløb. Sådan skal det forblive, men det må gøres med respekt for rytternes fysiske integritet.
- Denne sag er repræsentativ for, hvad der kan ske, når folk vil i centrum med billeder og video. Det må gøres med et minimum af sund fornuft, og det var ikke tilfældet her, lyder det fra advokat Romuald Palao, der repræsenterede de professionelle cykelrytteres forbund (CPA).
Episoden skabte naturligvis vrede i feltet, og Ekstra Bladets kommentator Michael Rasmussen langede også kraftigt ud efter tilskuerens opførsel.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Mads Pedersen lå nederst i massestyrtet på første etape - her fortæller han om episoden.