Søndagens udgave af Gent-Welvelgem bliver givetvis aldrig glemt i Eritrea.
For første gang nogensinde blev en rytter fra det afrikanske kontinent noteret for en triumf i en af de store klassikere, og det foregik tilmed på smukkeste vis.
Biniam Girmay (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux) spurtede sig til sejr i Belgien, selv om den 21-årige komet var oppe imod massiv modstand i det lille udbrud, som talte flere af løbets favoritter.
Men i en hæsblæsende finale kunne ingen af dem røre Girmay, som selvsagt også er den helt store hovedperson, når Ekstra Bladets cykelkommentator, Michael Rasmusen, fælder dom over den traditionsrige klassiker.
Her må man i øvrigt håbe, at Jumbo-Visma-stjernen Christophe Laporte ikke læser med ...
Løbets største 'chapeau':
- Der er ingen tvivl her. Dagens præstation går til Biniam Girmay (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux) fra Eritrea. Det er den første klassiker-sejr nogensinde til en rytter fra det afrikanske kontinent.
- I virkeligheden burde man spørge sig selv, hvorfor det ikke er sket før? Det er jo et kontinent med utrolig mange stærke atleter. Hvis vi nu kigger på atletikbanerne og de bedste løbere på mellem- og langdistance, kommer klodens stærkeste mænd derfra. Hvorfor er det ikke sket for længe siden?
- De kloge svar findes på kulturelle og infrastrukturelle områder. Men den her sejr åbner altså en dør for, at cykelsporten kan være en levevej for rigtig mange afrikanere fremover.
- Hidtil har man nærmest fejret det, så snart en afrikansk aktør deltog i de store løb som fx Tour de France, men nu bringer Eritrea altså en 21-årig mand ind på scenen, der kan noget helt særligt. Det er et enormt vigtigt signal, som bliver sendt her.
Lagde du mærke til detaljen?
- Jeg vil foreslå, at de fleste ProTour-mandskaber får deres respektive systemer med elektroniske gearskift gået grundigt igennem. Når der er så mange, der smider kæderne i et løb uden de store brosten, bliver det altså rigtig vildt i Flandern Rundt om en uge. Det er simpelthen for mange mekaniske defekter rundt omkring.
Tre gok fra Kyllingen:
- Christophe Laporte (Jumbo-Visma) kørte en spurt, der mindede om noget, der hører hjemme i et juniorløb. Hvis man tror, at man efter 248 kilometer bare kan køre sine konkurrenter fra udbruddet ud af baghjulet, så har man sgu ikke fortjent at vinde! Han havde fået grønt lys til at køre sin chance af holdet, men den misbrugte han i finalen.
- Der sidder en flok ’gratister’ nogle steder i feltet og fejler, fordi de er så inkonsekvente til sidst, da udbruddet skal køres hjem. Groupama-FDJ og Alpecin-Fenix burde jo have kastet folk frem langt tidligere og ført i bund. Det blev for halvhjertet og uorganiseret.
- Michael Valgren lader til at være, hvor han skal være. Men han lader til gengæld ikke til at kaste sig helhjertet ind i den positionskamp, som foregår inden stigningerne. Han kom hele tiden med på yderste mandat, men havde han været mere beredt i positionskampen før bakkerne, havde han været med i løbet på en anden måde.
Dagens dansker:
- Det er svært at pege på en enkelt dansker i dag. Mads Pedersen, Kasper Asgreen og Søren Kragh gør det i virkeligheden lige godt. Og det lover godt for Flandern Rundt i den kommende weekend. Man er ikke bare heldig, når man er i top 5 på Kemmelberg-stigningen, som de alle tre var, imod slutningen af løbet.