Så var han der igen, Oleg Tinkov. Med vanlig offensiv retorik lod russeren sig torsdag notere for endnu et indlæg af den slags, der vækker opsigt i cykelsporten.
Sædvanen tro stod Bjarne Riis i skudlinjen, og danskeren fik tørt på med en ordstrøm, der for gud ved hvilken gang bevidnede, at det forliste partnerskab mellem de to var dømt til at gå galt fra begyndelsen.
- Når du beslutter at fyre en medarbejder, og der ikke er noget, der ændrer sig markant, så ved du, at han er ubrugelig, skrev Tinkov blandt andet i sit indspark på cyclingnews.com.
Kritikpunktet stod langt fra alene, men det nye russiske angreb mangler i høj grad en vis form for bevisførelse. Det mener Dan Frost, der er tidligere sportsdirektør på Tinkoff-Saxo.
- Det er Olegs facon, og man kan mene om den, hvad man vil. Der kommer ikke noget godt ud af de ting, han slynger ud. Som jeg ser det, provokerer og irriterer han kun, siger Frost til Ekstra Bladet.
Ny Tinkov-sviner: Riis var ubrugelig!
- Hvis jeg selv skulle svare igen på hans udmelding, ville jeg sige, at hvis der kom en anden russisk rigmand og købte holdet nu, ville det jo heller ikke være ensbetydende med, at Tinkov var ubrugelig. Bjarne Riis har bygget holdet op til hvad, det var, da Oleg købte det. Så helt ubrugelig har danskeren ikke været.
- Oleg har altid talt meget, og han har måske også talt over sig. Så der er tale om to vidt forskellige personligheder. Som jeg sagde, da de gik fra hinanden, var det mest overraskende, at det ikke var sket noget tidligere, siger Frost.
I 2013 oplevede han på egen krop, hvordan det er at blive smidt på porten. Her var en stram økonomi angiveligt årsagen til, at Bjarne Riis måtte opsige samarbejdet med sin daværende kollega.
Contador afviser: Savner ikke Riis
Efterfølgende kunne Frost se, at holdet kørte problemfrit videre uden hans tilstedeværelse, og med afsæt i egne erfaringer, mener han derfor ikke, at der er noget overraskende i, at Riis' afsked øjensynligt ikke har ført til de store forandringer.
- Ingen er uundværlige. Jeg forlod også selv holdet, uden der skete det store. Og de ryttere, jeg havde haft med at gøre, fandt sig til rette med andre sportsdirektører. Sådan er det jo. Livet går videre, siger Frost.