En sidste hilsen

Dansk fan lagde tirsdag den første buket på stedet, hvor Chris Anker Sørensen mistede livet i lørdags. - Jeg havde brug for at mindes ham

En sidste hilsen

Kridtstregerne på den svært befærdede Havenrandweg-Zuid er tirsdag næsten udviskede.

Politiets notater på asfalten efter den tragedie, der udspillede sig på stedet lørdag eftermiddag, er så svære at se nu, at stedet, hvor folkekære Chris Anker Sørensen mistede livet i en trafikulykke, ikke længere springer i øjnene.

Men Pernille Jacobsen genkender stedet fra de talløse avisartikler, hun har læst og skimmet de seneste dage. Hun er cyklet til stedet på cykelstien Zeevaartstraat på en elcykel, hun lejede i Brugge. På bagagebæreren har hun en buket solsikker til Chris Anker.

- Jeg måtte bare gøre det her. Da jeg hørte om ulykken lørdag, kunne jeg ikke tro det. Jeg troede, det var en syg joke. Men det var det desværre ikke, siger hun.

- Jeg har ingen ord. Det er simpelthen så tragisk. Jeg havde brug for at køre herud og lægge nogle blomster og lige mindes Chris Anker, siger hun.

Pernille Jacobsen fra Amager er rejst alene til VM i Flandern for at følge de danske ryttere, men oplevelsen bliver en anden efter Chris Anker Sørensens tragiske død, siger hun. Foto: Ernst van Norde.
Pernille Jacobsen fra Amager er rejst alene til VM i Flandern for at følge de danske ryttere, men oplevelsen bliver en anden efter Chris Anker Sørensens tragiske død, siger hun. Foto: Ernst van Norde.
 

Særlig symbolik
Det høje græs i vejkanten er trådt ned. Ikke mange vover sig til fods ud på den smalle vej, hvor tung trafik passerer i høj fart måske bare halvanden meter fra os.

En amatørrytter, som fik øje på os tidligere, kom forbi for at lægge sin drikkedunk på stedet. En gestus til ære for Chris Anker. Andre har måske ikke kunnet finde ulykkesstedet.

En rose ligger i græsset. Måske tilfældigt. Ellers er der intet. Pernille undrer sig over, at ingen andre har været på stedet for at lægge blomster til minde om den muntre jyde. Hun er bevæget, det er tydeligt.

Pernille Jacobsen besøgte stedet, hvor Chris Anker Sørensen blev dræbt, for at lægge blomster til hans minde. Foto: Ernst van Norde.
Pernille Jacobsen besøgte stedet, hvor Chris Anker Sørensen blev dræbt, for at lægge blomster til hans minde. Foto: Ernst van Norde.
 

Forsigtigt lægger hun solsikkerne i græsset. De smukke gule blomster har en særlig symbolik i cykelsporten.

- Jeg kan ikke huske om det er Rolf, Ritter eller Chris, der altid snakker om solsikker, når de kommenterer Tour de France, siger hun.

- Der er en af dem, der er ret vild med solsikker, og jeg mener, det er Chris. jeg håber, det er Chris.

Alene af sted
Pernille Jacobsen er socialpædagog på Amager. Og cykelfan. Kæmpe cykelfan, som mange i hendes familie er det. Der er ingen cykelryttere i familien, men sporten har krog i hende.

For længe siden besluttede hun at drage til Belgien i denne uge for at opleve VM igen. Første gang var i København for ti år siden, og nu skulle det være. Hun rejste alene af sted, men hun har ikke manglet selskab, fortæller hun.

- Jeg var parat til at tage hjem med det samme, men jeg er trods alt glad for, at jeg er blevet hernede, for jeg har mødt så meget hjertevarme fra andre fans, fortæller Pernille Jacobsen, som søndag gik rundt i målbyen Brugge med sit danske flag og sin Danmark-trøje og blev mødt med sympati fra snart sagt alle, hun mødte.

- Vildt fremmede mennesker har givet mig så mange kram. Mennesker fra Belgien, Frankrig, Italien. Det varmede meget. Alle var dybt rystede over det, der var sket, siger Pernille.

Stimlede sammen
- Det her VM bliver noget andet nu. Det er klart. Det hjalp, at Johan (Price-Pejtersen, red.) vandt en guldmedalje (i U23-enkeltstart mandag, red.), og så var der lige pludselig en del danskere, og vi stimlede sammen og fejrede ham.

- Det hjalp lidt, men det er klart, at det er noget andet. Det er så frygteligt, hvad der er sket. Chris Anker var sådan en mand, som man syntes, at man kendte. Og nu er han bare væk.

- Det er svært at forstå, siger Pernille Jacobsen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Farlig vej

Geert Vermoote træner ofte på det stisystem, hvor Chris Anker Sørensen lørdag trænede og blev dræbt, da han krydsede en befærdet vej. Foto: Ernst van Norde.
Geert Vermoote træner ofte på det stisystem, hvor Chris Anker Sørensen lørdag trænede og blev dræbt, da han krydsede en befærdet vej. Foto: Ernst van Norde.
 

ZEEBRUGGE (Ekstra Bladet): Den enorme vippebro Roskambrug på motorvejen A11 og hele vejanlægget omkring den blev indviet for få år siden, og fra første færd har lokale amatørryttere været opmærksom på den fare, de bevæger sig i, når de benytter stisystemet under motorvejen.

Det fortæller Geert Vermoote, som tirsdag kom fordi, da Ekstra Bladet besøgte stedet, hvor Chris Anker Sørensen lørdag mistede livet i en ulykke.

- Det gør selvfølgelig indtryk, at sådan noget sker, hvor jeg selv kører så tit. Det er meget ulykkeligt, at der skete en så tragisk ulykke her, sagde Geert Vermoote.

- Man burde grave en tunnel under vejen til fodgængere og cyklister, for det der er alt, alt for farligt, sagde Vermoote og pegede mod broen fra ulykkesstedet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

73-årige Norbert Hallemeesch fra Bredene lagde en drikkedunk på ulykkesstedet tirsdag til ære for Chris Anker Sørensen. Foto: Ernst van Norde.
73-årige Norbert Hallemeesch fra Bredene lagde en drikkedunk på ulykkesstedet tirsdag til ære for Chris Anker Sørensen. Foto: Ernst van Norde.
 

- Man kommer i høj fart hen mod broen, og kender man ikke stedet, kommer man let i tvivl om, hvorvidt man skal fortsætte under broen eller krydse vejen.

- Oversigtsforholdene er ikke ret gode, så der kan let opstå farlige situationer, sagde Vermoote - og konstaterede i samme øjeblik, at en gruppe amerikanske landsholdsryttere kørte forkert netop der, hvor cykelstien deler sig.

Lidt senere kom 73-årige Norbert Hallemeesch forbi og efterlod en af sine drikkedunke på ulykkesstedet.

- Det er til ære for ham, der døde. Det er ulykkeligt og tragisk, at han skulle miste livet så ung. Det er forfærdeligt, sagde Hallemeesch, som var ude på en af sine hyppige træningsture på ruten.

- Jeg har selv kørt cykelløb, og jeg dyrker stadig triatlon. Jeg følger godt med i cykelsporten, og man bliver selvfølgelig trist, når sådan noget sker, sagde Hallemeesch.