Fadæsen fortsætter: Løbsarrangør tiltalt for vold mod kvinde

Michael Sandstød er tiltalt for vold med cykelrytteren Michelle Quaade, afslører anklageskrift

Nyheden om Michael Sandstød kommer blot dagen efter, at det kom frem, at Jimmi Madsen havde tilbudt oralsex til en kvindelig cykelrytter. Forstå den sag her.

Brodne kar toner frem i cykelsporten.

I går kunne Ekstra Bladet fortælle, at den tidligere cykelrytter Jimmi Madsen har sendt sex-beskeder til et dengang 22-årigt kvindeligt medlem af cykelklubben Dansk Bicycle Club, hvor han er bestyrelsesmedlem.

Nu viser det sig, at hans mangeårige kompagnon 51-årige Michael Sandstød er tiltalt for at have begået vold mod den 28-årige cykelrytter Michelle Quaade ved seksdagesløbet i København tidligere i år.

Michael Sandstød er tiltalt for at have grebet hårdt fat armen på Michelle Quaade, så hun fik blå mærker.

Det fremgår af et anklageskrift, Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Michelle Quaade har vundet flere DM-titler i disciplinen omnium i banecykling, men gør sig også på landevejen. Foto: Lars Ronbog
Michelle Quaade har vundet flere DM-titler i disciplinen omnium i banecykling, men gør sig også på landevejen. Foto: Lars Ronbog

Michael Sandstød har som arrangør i årevis været primus motor bag det københavnske seksdagesløb med Jimmi Madsen ved sin side som sportschef.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at sagen endnu ikke er berammet.

Michelle Quaade fortæller til Ekstra Bladet, at hun stadig berørt af hændelsen i dag.

- Det har taget hårdt på mig følelsesmæssigt, men jeg bliver ved med at kæmpe, fordi jeg mener, at det er det rigtige at gøre, siger Michelle Quaade.

Talte forkert
Episoden fandt sted i Ballerup Super Arena i år, da Michelle Quaade konfronterede Michael Sandstød med, at hun og hendes makker i løbet, Amalie Winther Olsen, fejlagtigt blev frataget deres førsteplads i løbet og dermed også en hædersrunde.

I stedet blev de tildelt en sjetteplads.

- Kommissærerne var enige i, at vi havde vundet, og det var derefter, jeg henvendte mig til Sandstød for at høre om, hvorvidt det var muligt at blive hædret, siger Michelle Quaade.

Fejlen skyldtes, at dommerne ikke kvitterede parret for en omgang, Amalie Winther Olsen ellers havde erobret.

Dommerne havde i det hele taget problemer med at tælle omgange og point korrekt sammen i kvindernes løb og kunne først udråbe vinderen, fem minutter efter løbet var kørt.

Michelle Quaade fortæller, at det var naturligt for hende at konfrontere Michael Sandstød.

- Vi er sportsfolk og vil gerne have vores hæder, når vi vinder.

- Det er også derfor, vi kører, siger Michelle Quaade.

Michelle Quaade blev i kølvandet på hændelsen diskvalificeret og bortvist fra seksdagesløbet.

Hendes navn er således streget af resultatlisten, så kun Amalie Winther Olsens navn fremgår på den fejlagtige sjetteplads.

Michael Sandstød: Ingen kommentar

Den 51-årige løbsarrangør overtog roret ved det københavnske seksdagesløb i 2013. Foto: Henning Hjorth

Michael Sandstød ønsker ikke umiddelbart at kommentere tiltalen mod ham.

- Ingen kommentar, siger Michael Sandstød, inden Ekstra Bladets reporter når at præsentere sagen.

- Du ved slet ikke, hvad jeg vil spørge dig om …

- Ingen kommentar.

- Jeg ville have spurgt dig, hvorfor du tog fat i Michelle Quaades arm, så der ifølge tiltalen kom ’blodunderløbne mærker’ …

- Ingen kommentar.

- Jeg ville også have spurgt dig, hvorfor Michelle Quaade og Amalie Winther ikke blev kåret som vindere, og om der var tale om en fejl. Er det noget, du vil kommentere?

- Ingen kommentar.

- Det sportslige, tror jeg, du skal tage med kommisærerne, der er udnævnt fra Danmarks Cykel Union, og som var til seksdagesløbet.

- Det er jo ikke sådan, at arrangøren har noget med det at gøre.

- Det er kommisærerne og speakerne, Dennis Ritter, og de kommisærer, der er fra Danmarks Cykel Union.

-  Er det Dennis Ritters ansvar?

- Nej, det er det ikke, han er speaker, men det er ham, der fortæller, hvad der skal siges i højttaleren på baggrund af, hvad kommisæren har sagt.

- Det er jo ikke Michael Sandstød.

- Men du er jo arrangør af løbet og må have ansvaret i sidste ende …

- Nej, stop nu det der.

- Vil du også have, at Don Ø – i gamle dage – skulle drages til ansvar, hvis et straffespark blev dømt forkert?

- Kan du have det godt, siger han og lægger på.

Danmarks Cykel Union fastlår, at unionen ikke har noget med arrangementet at gøre, men bekræfter, at løbskommisærerne til seksdagesløbet i København i år var uddannet i DCU og iklædt DCU-trøjer.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dennis Ritter.

Se også: Drama ved seksdagesløbet: Rytter og arrangør i infight

Bjarne 'Kratten' Kratholm blev bestyrelsesformand i Dansk Bicycle Club, efter Michael Sandstød for få måneder siden trak sig fra posten. Foto: Lars Ronbog Cykling - 28. nov. 2019 - kl. 10:59 Cykelklub efter sex-besked: Derfor er Jimmi fredet

Jimmi Madsen er en af landets mest vindende cykelryttere indenfor banecykling. Særligt er han kendt som en del af par nummer syv i det københavnske seksdagesløb. Foto: Lars Rønbøg/Frontzone/Getty Images Cykling - 28. nov. 2019 - kl. 06:03 Dansk cykel-legende sendte sex-beskeder til ung cykelrytter

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere