Farvel til Tinkoff: Her er Chris Ankers nye hold

Så er Chris Anker Sørensens fremtid også på plads. Den danske bjergged skifter til Bretagne-Seche

Fransk visit for Chris Anker i 2016 (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
Fransk visit for Chris Anker i 2016 (Arkivfoto: Claus Bonnerup)

Det har ligget i kortene i lang tid, at Chris Anker Sørensen ikke ville fortsætte på Tinkoff-Saxo.

Efter et par magre år på det russiske mandskab mente mange, at danskeren havde godt af lidt luftforandring, og efter 11 sæsoner på cykelholdet er det slut. Den populære rytter tager et skridt ned, og fortsætter sin karriere på det franske pro-kontinental hold Bretagne-Seché, som i næste sæson skifter navn til Fortuneo-Vital Concept.

Det meddeler holdet på Twitter.

Ekstra Bladet fangede for kort tid siden en glad Chris Anker Sørensen over telefonen, og han kunne fortælle, at flere hold var inde i billedet. Men lysten til at køre Tour de France igen, var det, der gjorde udslaget.

- Jeg er utroligt glad for, at det nu er på plads. Der har været mange hold inde i billedet, og der har været mange forhandlinger. Men det her var helt klart den bedste mulighed for mig. Især fordi jeg stadig gerne vil køre Touren. Jeg kan mærke, at Tour de France stadig er vigtigt for mig, og det er et løb, jeg gerne vil køre.

- Andre hold, jeg var i kontakt med, kunne ikke tilbyde mig det. Her er der en realistisk mulighed for at komme med, siger Chris Anker Sørensen.

I juni blev Chris Anker Sørensen danmarksmester, men det er ikke nok til at sikre ham en ny kontrakt på Tinkoff-Saxo. (Foto: Claus Bonnerup). Cykling - 20. jul. 2015 - kl. 21:03 Uvis fremtid: Chris Anker forlader Tinkoff-Saxo

- Har de garanteret dig en plads på tour-holdet?

- Der er ikke blevet givet garantier, for der kan ske mange ting, men jeg vil sige det sådan, at der er en fornuftig mulighed for det. Det er et hold, der passer godt til min karakteristika med offensivt cykelløb. Jeg skal ud og sidde og slide i et udbrud frem for at sidde i feltet og vente.

Hvornår opstod kontakten med holdet?

- Der har været kontakt siden Touren. Så den har været der et stykke tid. Der var mange ting, der skulle falde på plads også hos mig selv. Men det er her, jeg har de bedste muligheder for at genfinde mig selv som rytter, siger Chris Anker efter et par år, hvor resultaterne ikke har været på Hammel-rytterens side.

- Der har været gode takter her sidst på sæsonen og til DM. Den rytter, jeg var for et par år siden, vil jeg gerne være igen. Der var som sagt andre muligheder, men min mavefornemmelse sagde mig, at det var her, jeg får de bedste muligheder for det, lyder det.

Se også: Danmarks store VM-håb skifter til storhold

Mange danskere forlader Tinkoff-Saxo efter sæsonen, hvor det i går var Matti Breschels skifte til Cannondale-Garmin, der blev offentliggjort. Der bliver færre og færre danskere på holdet, ikke mindst efter Riis blev fyret, men Chris Anker afviser dog, at Riis' exit har haft betydning for hans beslutning om et holdskifte.

Der var bare brug for nye luftveje, og der var gensidig forståelse for det hos begge parter, lyder det fra Chris Anker.

Tre italienske endagesløb mangler nu på holdet, inden det er farvel og tak. Milano-Torino, Giro del Piemonte og Lombardiet Rundt bliver de sidste tre løb, hvor Chris Anker kan trække Dannebrogstrøjen med Tinkoff-Saxo logoet på over hovedet.

Se også: Chris Anker kastede sig ud i stort ridt

Snart bliver det tid til at få genopfrisket det fransk sprog, som danskeren senest havde tilbage i gymnasiet. Løb og forventninger for 2016-sæsonen er endnu ikke afstemt. Men Touren er bestemt en god mulighed.

Bretagne-Seche er her i Danmark måske mest kendt for deres argentinske bjergrytter Eduardo Sepulveda, som blev smidt ud af årets Tour, efter han havde kørt en del af Tour-etapen i bil.

Se også: Tourens dummeste rytter: Smidt ud for at køre i bil!

14 kommentarer
Vis kommentarer