Fik nok af skadeshelvede: Nu stopper han karrieren

Følgerne af et alvorligt styrt er blevet for voldsomme for Rasmus Guldhammer, som nu indstiller karrieren

Team Waoo, som Guldhammer har kørt for, ser ellers ud til at være på vej til sportens næstbedste række. Brian Askvig forklarer nærmere her.

Det norske løb Gylne Gutuer, hvor han sluttede som nummer fem, blev det sidste løb i stortalentet Rasmus Guldhammers karriere. Hans forpinte, overbelastede krop og ingen tegn på bedring efter et alvorligt styrt i 2017 driver ham nu til at opgive sit livs drømmejob.

- Jeg traf beslutningen, da det stod klart, at der ikke er mere at gøre. Der er ingen bedring, og det slider på en konstant at køre rundt med smerter, siger Rasmus Guldhammer til Ekstra Bladet.

- Jeg er afklaret med, at det nu er slut, men det er selvfølgelig vemodigt. Det skærer i hjertet at skulle opgive cyklingen, som har været hele mit liv.

Guldhammer, som kører for Bjarne Riis' Team Waoo, styrtede på en træningstur i skoven på sin crosscykel i oktober 2017 og pådrog sig et alvorligt brud på en ryghvirvel. Han undgik operation, men måtte ligge tre måneder i sygesengen med korset.

Guldhammer under træning forud for årets Danmark Rundt, som blev kørt i august. Det blev hans sidste optræden i Danmarks største cykelløb. Foto: Ernst van Norde.
Guldhammer under træning forud for årets Danmark Rundt, som blev kørt i august. Det blev hans sidste optræden i Danmarks største cykelløb. Foto: Ernst van Norde.
 

Styrtet skete på et tidspunkt, da han var i dialog med World Tour-holdet Trek-Segafredo om en kontrakt. Alt tegnede lyst for ham, men fra det tidspunkt, da han lå i skovbunden med ubærlige smerter, har der rent karrieremæssigt kun været få lyspunkter.

- Dagen efter Danmark Rundt fik jeg behandling af den måske dygtigste Body SDS-behandler, der findes, og det var mit sidste håb, fortæller Rasmus Guldhammer.

Body SDS beskrives som 'kropsterapeutisk helhedsbehandling' og er udviklet af Bjarne Riis' nære ven, den nyligt afdøde Ole Kåre Føli, som siges at have udrettet mirakler med skadede sportsfolk gennem tiderne.

Den pågældende behandler, Kristoffer Glavind Kjær, har arbejdet for Team Tinkoff og behandler desuden blandt andre fodboldspillere fra Premier League. Han arbejdede intenst med Guldhammer, men den 30-årige rytter oplevede ingen bedring.

Rasmkus Guldhammer var tidligt i karrieren på kontrakt på World Tour-holdet HTC Columbia, og han var tæt på at gøre comeback på højeste plan, da uheldet ramte. Foto: Ernst van Norde.
Rasmkus Guldhammer var tidligt i karrieren på kontrakt på World Tour-holdet HTC Columbia, og han var tæt på at gøre comeback på højeste plan, da uheldet ramte. Foto: Ernst van Norde.
 

Nerver i hans ryg og i venstre balle blev beskadiget i styrtet, hvilket har svækket hans muskulatur. I sadlen kompenserede han for svækkelsen ved at overbelaste sin højre side, og det gav ham alvorlige følgeskader med smerter i ryg, balle, skuldre - smerter, der også kunne 'stråle' ud i venstre ben og hånd.

- Jeg kan ikke køre rundt og have ondt altid. Jeg kan mærke, at jeg fysisk er udmattet, for jeg har presset min krop utroligt hårdt gennem lang tid, siger Rasmus Guldhammer.

- På et tidspunkt er det nok. Det har gjort min beslutning nemmere, at der ikke har været nogen bedring. Der er ingen grund til at blive ved.

- Det har været et privilegium for mig at leve af cykling i 12 år. Jeg har levet og åndet for sporten, og jeg kan være stolt af min karriere.

- Jeg fik aldrig kørt en Grand Tour, og jeg vandt aldrig DM, som jeg havde drømt om, men jeg har oplevet og opnået så meget, at jeg ikke har grund til at fortryde noget, siger Rasmus Guldhammer.

Rasmus Guldhammer blev professionel på det succesrige World Tour-hold HTC Columbia i 2010, men valgte allerede året efter at køre videre på kontinentalniveau. I 2014 kørte han efteråret på Tinkoff-Saxo som stagiaire - praktikant - og fortsatte som professionel på det danske prokontinentalhold Cult.

I 2017 vendte han hjem til Bjarne Riis' kontinentalhold i håb om på ny at sikre sig en professionel kontrakt. Det håb brast, da han beskadigede sin ryg.

Han håber nu på at kunne fortsætte i cykelsporten som en del af staben på et cykelhold.

Se også: Oliemillioner kan knuse Riis' drøm

Se også: Riis giver op: Lukker sit World Tour-hold

Se også: Riis-direktør vil stadig køre Tour i Danmark

Se også: Underskud i Riis-koncern: Hold truet på eksistensen

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere