Camilla Rånes Bye vandt i weekenden det norske cykelmesterskab i U16-klassen for piger efter knap 60 kilometers kørsel.
Mere opsigtsvækkende var det dog, at hun endte med at være den eneste deltager, der rent faktisk gennemførte løbet.
14 ud af 15 deltagere blev én efter én pillet ud af arrangørerne, og i sidste ende blev mesterskabet for både U15- og U16-rytterne annulleret, hvorfor Camilla Rånes Bye trods sin sejr ikke vil kunne kalde sig norsk mester alligevel.
Og hvorfor så det?
Tjo, arrangørerne i Asker, hvor løbet fandt sted, havde kvajet sig. Godt og grundigt.
Som det altid er med nationale og internationale mesterskaber, foregik løbet på en rundstrækning, som rytterne skulle tilbagelægge seks gange. Men modsat tidligere havde man fået den fikse idé, at såvel drenge som piger skulle køre samme rute. Samtidig.
'Mange var knust'
Selv i disse tider, hvor kampen for ligestilling for alvor er taget til, er der stadig forskel på drenge og piger, mænd og kvinder. Fysisk. Og derfor var det en naturlig udvikling, at der på et tidspunkt begyndte at forekomme overhalinger, hvor de hurtigste drenge havde indhentet de mest langsomme piger.
Det skabte en grad af kaos, så arrangørerne var ved at miste overblikket. Og derfor så de sig nødsaget til at hive de overhalede ryttere ud af løbet… Det gik også ud over cirka halvdelen af de deltagende drenge.
Ifølge Dagbladet med de konsekvenser, at pigerne naturligvis dels blev forvirrerede – og siden frustrerede og kede af det.
- Mange var knust. Det her er løbet, de træner for og som er højdepunktet for dem, fortæller forælderen Jill Jahrmann til avisen.
- De hurtigste drenge kørte så hurtigt, at de lagde pres på pigerne. Der er biler foran feltet, der markerer, at der foregår et cykelløb, og der er følgebiler bag rytterne. De hurtigste drenge indhentede bilerne, der kørte bag pigerne. Derfor måtte dommerne og kommissærerne tage de piger ud, for at skabe en naturlig trafikafvikling, siger Stig Fjærli, der er leder af den arrangerende cykelklub.
'Det er jo indlysende'
Han afviser at tage ansvaret for miseren og peger i stedet fingre af de pågældende forældre, der efterfølgende brokkede sig.
- Jeg sagde til disse forældre: ’Nu har vi prøvet, hvad I ønskede. Men den fysiske forskel er for står’. ’Det er jo indlysende’, svarede de. ’Men hvorfor sagde I så ikke noget inden løbet?’, spurgte jeg.
Forældrene har forklaret, at man fra arrangørernes side havde garanteret, at rytterne ikke ville blive taget ud.
- De stoppede blandt andet min datter. Hun er ret ny cykelrytter og blev meget forvirret. En anden forælder bad pigerne cykle videre, og så endte det som en virkelig dårlig oplevelse, fortæller hun.
Fremover vil man forsøge at lade pigerne køre med endnu yngre drenge, så samme situation ikke opstår. Og det kan ikke lade sig gøre at lade pigerne køre alene. At leje en given strækning i flere timer er der simpelthen ikke råd til.
- Havde det været langrend, havde vi haft 300-400 piger. Men i cykling er der 15, siger Stig Fjærli.