Flyvende hollænder vinder VM

Mathieu van der Poel førte fra start til slut ved VM i cyklecros i Bogense. Tredobbelt verdensmester fik sølv

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Hollandske Mathieu van der Poel vandt søndag mændenes eliteløb ved VM i cyklecross i Bogense i ganske overlegen stil.

Van der Poel vandt også VM i 2015 og snuppede årets titel med 16 sekunder ned til den tredobbelt forsvarende verdensmester, Wout van Aert fra Belgien.

De to ryttere dominerede løbet fra start, men van Aert måtte have hjælp af et styrt til allersidst for at vinde sølvet foran landsmanden Toon Aerts.

De fire danske deltagere, Kenneth Hansen, Benjamin Justesen, Joachim Parbo og Tommy Moberg Nielsen, blev alle elimineret fra løbet undervejs.

VM-løbene i Bogense blev afgjort på en cirka 2,8 kilometer lang rundstrækning med start og mål på Vestre Havnevej.

Herrernes løb skulle køres over 60 minutter, og det blev udmålt til at svare til 12 omgange.

Danmark stillede med tre ryttere, og de lå sidst gennem første sving, som favoritterne sprintede ned mod.

Verdensmesteren fra 2015, hollandske Mathieu van der Poel, tog teten og trak feltet langt ud med blandt andre belgiske Wout van Aert i hælene.

Derfra var der dømt indledende parløb mellem belgiernes og hollændernes hold.

Sidstnævnte mandskab fik en overhånd, da van der Poel slog hul på tredje omgang.

Van Aert stak alene efter ham, og fra fjerde omgang var der dømt rent forfølgelsesløb.

Det blev til et 'parløb' mellem de to 24-årige på femte omgang, hvor den regerende verdensmester kom op. Men kun for en kortere bemærkning.

På syvende omgang var hollænderen 19 sekunder foran. På ottende omgang lød forspringet 26 sekunder.

Før 12. og dermed sidste omgang lå hollænderen 33 sekunder foran, og Toon Aerts var nået op til sin landsmand van Aert - og derfra trak Toon Aerts fra.

Men han væltede på en nedkørsel kort før mål, og van Aert fik sølv.

Danmark var senest vært for VM i cyklecross i 1998, hvor Middelfart lagde underlag til, og den danske stjerne Henrik Djernis vandt bronze.

I 1991 havde han vundet sølv, mens det i 1993 blev til guld.

DM-titlen i januar snuppede Sebastian Fini, men han satser på mountainbike og prioriterer ikke cyklecross særlig højt. Derfor var den 23-årige danmarksmester ikke med ved VM.

Se også: Dopingfældet toprytter: 'Man skulle være ekstremt dum og uvidende'

Se også: Politianmeldt og smidt ud efter frækt foto

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere