For sidste gang nogensinde: Veteraner i drømmeduel

Fabian Cancellara og Tom Boonen er det seneste årtis største klassikerstjerner, og nu mødes de for sidste gang i Flandern Rundt, som de hver har vundet tre gange

Cancellara i den schweiziske mesterskabstrøje fører an foran Boonen i den belgiske mestertrøje i Flandern Rundt 2010. (Arkivfoto: AP).
Cancellara i den schweiziske mesterskabstrøje fører an foran Boonen i den belgiske mestertrøje i Flandern Rundt 2010. (Arkivfoto: AP).

En af de mest mindeværdige udgaver af cykelmonumentet Flandern Rundt i de senere år var dramaet i 2010, da schweizeren Fabian Cancellara og belgieren Tom Boonen udkæmpede en smuk duel, som Cancellara vandt på den legendariske Muur van Geraardsbergen.

'Muren' indgår ikke længere i ruten, og de to rivaler er ikke længere begge selvskrevne favoritter i brostensklassikerne. Boonen synes at være langt fra fordums styrke og skylder i denne sæson endnu at bevise, at han er schweizeren en værdig modstander. Cancellara, derimod, er i gang med sin sidste sæson i forrygende form.

Alligevel drager duellen mellem de to klassikerstjerner. Man håber på det endelige opgør mellem to formidable cykelryttere, begge 35 år gamle, hver med syv sejre i cykelsportens monumenter. To veteraner, som nyder enorm popularitet hos tilskuerne.

- Klassikerne bliver særligt interessante i år med Cancellara tilbage fra skader og i sin sidste sæson, mens Boonen også nærmer sig sin karrieres afslutning, siger legenden Sean Kelly, som i dag er kommentator på Eurosport.

Foto: AP Sport og Spil Stort cykelsport-tema: Her er forårets åbenbaringer

I sin karriere vandt Kelly fire af cykelsportens fem monumenter. Kun Flandern Rundt smuttede for den hårdføre irer. Cancellara og Boonen har som fire andre ryttere vundet Flandern Rundt tre gange, og de kan altså med endnu en sejr sætte sig øverst i det prestigefyldte hierarki.

- Spørgsmålet er for dem begge, om løbet så at sige er kørt. Begge går efter at vinde endnu en klassiker og brillere endnu engang i de løb, de er stærkest i, men jeg tror, Cancellara har den største chance af de to for at vinde en klassiker igen, siger Sean Kelly, som dog ikke vil dømme Boonen ude, selv om hans sæson hidtil ikke har været prangende.

- Han er en stærk rytter, og han er kløgtig. Man skal også have noget mellem ørerne for at opnå, hvad Boonen har opnået, siger Sean Kelly.

- Han var oprindeligt sprinter, men meget tidligt viste han i klassikerne, at han var gjort af et særligt stof, og han var et stort navn allerede, da han var på vej mod toppen.

- Da han så vandt Flandern Rundt, blev han folkehelt, selvfølgelig. Det gør en belgier, der vinder Flandern Rundt. Og Boonen har vundet løbet tre gange, så han er lige så stor i Belgien som kongen, siger Sean Kelly.

Se også: Skandale under opsejling: Stjerne i retten for skattefusk

I januar mødte Ekstra Bladet Fabian Cancellara på Mallorca, og da nedtonede han ikke den betydning, han og Boonen har haft for brostensklassikerne i det seneste årti.

- Vi vandt så meget, så det vil tage nogle år, før der er opbygget en ny historie om disse løb, sagde Fabian Cancellara, som er fast besluttet på at stoppe karrieren efter denne sæson. Han har vist sig at være i formidabel form, hvilket hans sejr i nyklassikeren Strade Bianche understregede. Allerede fire gange i sæsonen er han kommet først over stregen, og drømmen er at sikre sig endnu en monumental klassikersejr.

- Hvad er det, der er så specielt ved monumenterne?

- Tre af dem passer mig, og jeg vandt dem alle tre. Hver især er de unikke. Milano-Sanremo er det længste og er det, der åbner endagssæsonen, og det er det mest komplicerede løb. Der er så mange mulige udfald af det løb, sagde Cancellara i januar.

- Flandern Rundt er det mest specielle og det mest fascinerende løb. Udfordringerne er mange og så forskellige, at det kræver det maksimale af rytterne. Og så er hele regionen, hele landet, der møder frem og lægger pres på.

- Paris-Roubaix stikker ud af helt indlysende årsager. Det er fladt, men brostenene giver løbet dets karakteristik og egenart. Ved siden af Tour de France er Paris-Roubaix vel det løb, der er kendt af flest i verden, sagde Cancellara.

Flandern Rundt 2016 skydes i gang i Brugge søndag kl. 10.15, og med en gennemsnitsfart på 42 km/t. er der opløb kl. 16.34. Eurosport transmitterer løbet fra kl. 14.

Her er stigningerne

Flandern Rundt er kendetegnet ved en stribe korte stigninger, som for en stor del er brostensbelagte. I år indgår 18 stigninger i ruten. Den første når feltet, når der er kørt 103 kilometer, og med en gennemsnitsfart på 42 km/t. sker det kl. 12.27.

1. Oude Kwaremont – 103 km kørt – kl. 12.27

2. Kortekeer – 114 km kørt – kl. 13.12

3. Eikenberg – 121 km kørt – kl. 13.23

4. Wolvenberg – 124 km kørt – kl. 13.28

5. Molenberg – 137 km kørt – kl. 13.45

6. Leberg – 157 km kørt – kl. 14.15

7. Berendries – 161 km kørt – kl. 14.20

8. Valkenberg – 167 km kørt – kl. 14.28

9. Kaperij – 177 km kørt – kl. 14.43

10. Kanarieberg – 185 km kørt – kl. 14.54

11. Oude Kwaremont – 200 km kørt – kl. 15.16

12. Paterberg – 204 km kørt – kl. 15.21

13. Koppenberg – 210 km kørt – kl. 15.31

14. Steenbeekdries – 216 km kørt – kl. 15.38

15. Taaienberg – 218 km kørt – kl. 15.42

16. Kruisberg – 229 km kørt – kl. 15.56

17. Oude Kwaremont – 238 km kørt – kl. 16.10

18. Paterberg – 242 km kørt – kl. 16.15

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere