Efter Jakobs Fuglsangs formidable kørsel i Lombardiet Rundt i lørdags skal han naturligvis køre Tour de France i næste uge frem for at spare sig til Giro d’Italia, som skydes i gang i begyndelsen af oktober.
Det mener den irske legende Sean Kelly, som tre gange i karrieren vandt Lombardiet Rundt og i dag er ekspertkommentator på Eurosport.
- Det er en skam, at han ikke skal køre Tour de France. Han er i imponerende form lige nu, og med det meget åbne løb, vi står foran, er en podieplacering absolut en mulighed for ham, siger Sean Kelly til Ekstra Bladet.
- Jakob ser ud til at være på sit højeste niveau nogensinde, og det kan man ikke sige om Lopez i øjeblikket, siger Kelly med tanke på colombianeren Miguel Angel Lopez, som Astana har udset til at være Tour-kaptajn.
- Hvorfor ikke køre med to kaptajner i år? Det er der andre, der gør. Jumbo-Visma vil endog køre med tre klassementryttere. I mine øjne er det ingen svær beslutning at ændre Jakobs løbsprogram og indsætte ham i Touren ved siden af Lopez.
Sean Kelly har i år på grund af coronavirussens hærgen valgt at kommentere alle løb fra et studie i London frem for at sidde i boksen på opløbsstrækningen. Han oplevede derfor ikke Fuglsangs triumf i ‘Il Lombardia’ på første hånd, men danskerens determination og styrke var tydelig for enhver.
- Jeg var ikke overrasket over, at han omsider slog til i Lombardiet. Vi så ham køre aggressivt i Strade Bianche og vidste, at han måtte være favorit i Lombardiet. Jeg var ikke i tvivl, siger Sean Kelly.
- Han har været med deroppe i mange år, men han har nok ikke troet nok på sig selv tidligere. Han har altid haft potentialet, og nu udnytter han det bare fuldt ud.
- Det ville være skønt at se ham i Touren, for jeg tror virkelig, at han kunne gøre det godt, siger Kelly.
Afgørende for en sen udtagelse til Tour de France er naturligvis, understreger Kelly, at Fuglsang selv er indstillet på det. Nogle ryttere har svært ved at ændre fokus, men hvis Fuglsang er med på idéen, er der intet argument imod, mener Kelly.
- Fuglsang kan godt holde sin form frem til Giroen, hvis han får trænet rigtigt. Det ville ikke bekymre mig, men hvem ved, hvad der kan ske i verden? Vi lever i skøre tider, ikke?
- Coronavirussen kan endnu nå at lave om på alt. Touren ser ud til at blive kørt, men hvem kan med sikkerhed sige, at det også gælder for Giroen? Fuglsang har sit moment lige nu, men ingen kan sige, hvor længe momentet varer.
- Det gælder om at gribe øjeblikket og udnytte chancen for at lave et godt resultat i Tour de France, siger Sean Kelly.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra både Jakob Fuglsang og Astana-manager Dmitriy Fofonov, men ingen af dem har været at træffe.
Bernal udgår af Tour de France-optakt
Ustoppelig stjerne viste igen storform