Formstærk Fuglsang kører sig i gult

Jakob Fuglsang ligner en kommende vinder af Andalusien Rundt med en god føring inden sidste etape.

Fuglsang ser ud til at vinde Andalusien Rundt. Foto: Ritzau Scanpix
Fuglsang ser ud til at vinde Andalusien Rundt. Foto: Ritzau Scanpix

Det dufter af samlet sejr til danske Jakob Fuglsang (Astana) i etapeløbet Andalusien Rundt.

På næstsidste etape lørdag var danskeren fremragende kørende, og da førende Tim Wellens ikke kunne sidde med, kørte Fuglsang sig fra anden- til førstepladsen i klassementet.

Briten Simon Yates tog etapesejren i Granada efter et soloudbrud til sidst, mens Fuglsang blev sidst i forfølgernes spurt og tog syvendepladsen.

Der resterer blot 5. etape søndag, og med kun let kupering og en helt flad afslutning er der ikke lagt op til ændringer i toppen af klassementet.

Fuglsang har syv sekunder ned til holdkammeraten Ion Izagirre og yderligere fire sekunder ned til Steven Kruijswijk.

Tim Wellens tog sejren på fredagens enkeltstart for snuden af Fuglsang, men lørdag flåede danskeren altså førertrøjen af belgieren.

På den sidste stigning små 30 kilometer fra mål viste Fuglsang, at han var blandt de allerstærkeste i favoritgruppen.

Sammen med Adam Yates kørte danskeren i første omgang væk fra de andre, men da hans Astana-hjælpere Pello Bilbao og Ion Izagirre ikke kunne sidde med, lod Fuglsang sig falde tilbage i håb om at få dem med over toppen.

I stedet angreb Simon Yates. Da han ikke var til fare i klassementet, lod Fuglsang ham køre afsted.

Izagirre sled sig tilbage i favoritgruppen på den små syv kilometer lange stigning. Dermed kunne han afløse Fuglsang som trækhest i favoritgruppen lidt før toppen.

På den afsluttende nedkørsel nåede også Pello Bilbao op, så både han og Izagirre kunne hjælpe Fuglsang hele vejen til mål.

Og da Izagirre var nærmeste mand i klassement, var der ikke udsigt til, at Fuglsang ville blive udfordret.

Et halvt minut efter vinderen Simon Yates sprintede de seks forfølgere om de sekundære placeringer, og her trillede Fuglsang ind som den sidste.

Jørgen Leth har store forventninger til den danske Tour de France i 2021. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto Cykling - 22. feb. 2019 - kl. 06:56 Jørgen Leth hylder dansk Tour-etape: - Kan blive ustyrligt

Se også: Spydig Bjarne Riis: - Jeg er ikke den eneste der har en fortid

Se også: 25 år siden Riis-triumf: Doping-spøgelse blander sig i Tour-start

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere