Forundret borgmester: - Ikke sådan vi arbejder sammen

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, føler sig forbigået af de franske arrangører, da man ikke fik noget at vide om en udsættelse af Tour-starten i Danmark

I Sønderborg forstår man ikke, at man ikke blev informeret om en mulig udsættelse af Tour-starten i Danmark. Foto: Jonas Olufson
I Sønderborg forstår man ikke, at man ikke blev informeret om en mulig udsættelse af Tour-starten i Danmark. Foto: Jonas Olufson

Tour de France-starten i Danmark bliver med stor sandsynlighed flyttet fra 2021 til 2022. I Sønderborg, der skulle lægge asfalt til målstregen på tredje etape, er man ikke tilfredse med, at man ikke blev informeret om, at Tour-starten i 2021 var i fare.

Det fortæller Sønderborgs borgmester og formand for Tour-starten i byen, Erik Lauritzen, til Ekstra Bladet.

- Hvis det virkelig er sådan, at der ikke har været sendt meldinger om, at man afsøgte andre muligheder, før den artikel i det franske medie, så synes jeg ikke, at det er i orden. Men den må vi jo tage med franskmændene i det efterfølgende forløb og fortælle, at det ikke er sådan, at vi arbejder sammen, siger Erik Lauritzen.

- Så I føler jer forbigået en smule? Er det sådan, jeg skal forstå det?

- Ja, det synes jeg da, at vi må gøre. Jeg er da ærgerlig over, at det har givet så dårlige vibrationer. Jeg havde respekt for, at det fra ASO og franskmændene var en meget vanskelig situation, men vi burde have været informeret om, at vi nu kiggede på et alternativ, uddyber Sønderborg-borgmesteren.

Tour de France's løbsdirektør, Christian Prudhomme, sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, under præsentationen af Tour-starten i Danmark. Foto: Ernst van Norde
Tour de France's løbsdirektør, Christian Prudhomme, sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, under præsentationen af Tour-starten i Danmark. Foto: Ernst van Norde
 

Frygter ikke at miste Touren
Til gengæld er man i Sønderborg overbevist om, at Tour de France fortsat vil komme til Danmark. Derfor mener den danske medarrangør også, at det er det rigtige at udsætte løbet til 2022.

- Jeg har ikke noget belæg for at tro, at det skulle ske, at det aflyses. Jeg tænker, at når den franske præsident har stået i København og glædet sig sammen med statsministeren i sin tid, så går man heller ikke væk fra det. Jeg har fuld tillid til, at det gode samarbejde med franskmændene sikrer, at det også kommer til Danmark.

- Når alt kommer til alt, så ville det at flytte det en uge eller et par dage være utroligt omfattende. Det ville være en meget stor udfordring hele vejen rundt, og derfor er jeg også ved at være der, hvor jeg tænker, at det måske er den bedste løsning for alle at udskyde det et år og så være sikre på, at vi er ude over corona-begrænsninger og andre usikkerheds faktorer, lyder det fra Erik Lauritzen.

Tour de France skulle oprindeligt finde sted i Danmark fra 2-4. juli i 2021.

Cykling - 24. jul. 2020 - kl. 10:53 Frank Jensen bekræfter: Forhandler om udsættelse af dansk Tour-start

Superligaen - 24. jul. 2020 - kl. 11:38 Politiet med klar opfordring til AGF-fans

Se også: - Bød 750 millioner kroner for Eriksen

 

11 kommentarer
Vis kommentarer